Så gik det halve efterår
Vi er midt i oktober, og det halve efterår er bag os. Hvordan er det gået?
Vi er nu 46 dage inde i efteråret, og der er 45 dage tilbage, til vi rammer 1. december og kalendervinteren. Dermed er det tid til at gøre status over det halve efterår.
Mildt i hele landet
Hidtil i efteråret har den gennemsnitlige temperatur i Danmark ligget på 13,9°C. Det er noget mildere end gennemsnittet for vejrdekaden 2001-2010 på ca. 12,5°C og meget apropos, når nu året er på vej mod varmerekord.
Varmest har det været i den sydlige del af landet. Det højeste stations-gennemsnit finder vi både ved Gedser på Falster og Sønderborg på Als med 15,2°C.
Lavest i perioden ligger stationen Stenhøj i Vendsyssel med 12,9°C.
Stedvist meget vådt
Nedbøren i efterårets første 46 dage er faldet skævt.
Vådest af alle stationer er Lendum i det nordligste Jylland med 236 millimeter regn. Tørrest er Rønne på Bornholm med 61 millimeter. Der er altså næsten en faktor 4 til forskel på nedbørrigeste og nedbørfattigste station.
I gennemsnit har landet fået 117 millimeter. Det er lidt mere end de ~108 millimeter, vi skulle forvente med baggrund i vejrdekaden 2001-2010.
Lysest i Kattegat
Hvad angår soltimer, så har sydøst eller nordvest været bedst.
Øverst på skamlen finder vi Anholt med 262 timer, mens Horsens i Østjylland blot har fået 191.
Gennemsnittet for landet ligger på 226 timer - meget tæt på de ca. 229 timer vejret i dekaden 2001-2010 bød på.
Vejret i efteråret har altså hidtil været temmelig mildt, men ellers meget normalt hvad angår nedbør og sol. Månedsprognosen holder fast i det milde, men skruer lidt op for nedbøren, hvilket typisk også betyder lidt færre soltimer (ud over at dagene naturligvis hele tiden bliver kortere og kortere).
17. oktober 2014.