Så varmt bliver det i weekenden
Efter nogle regnvejrsdage er det flotte sommervejr nu tilbage. Weekenden byder på tørt og solrigt vejr med temperaturer op til 27 grader.
Varmen bølger ind over os op til weekenden den 18.-20. juli. Fredag kan vi komme op omkring 25 grader og både lørdag og søndag helt op til 27 grader.
Skal du ud i naturen eller langs de danske strande, kan du godt se frem til nogle flotte og solrige dage med absolut ingen nedbør i prognosen.
Er du til den slags sommervejr, kan du se frem til nogle flotte dage - selv når weekenden runder af. Det varme og tørre sommervejr fortsætter nemlig ind i næste uge, og først fra midten af uge 30 opstår muligheden for ustabilt vejr.
Nedenfor kan du se, hvor varmt det bliver i din landsdel henholdsvis fredag, lørdag og søndag.
17. juli 2014.