Se skjult tordensky vokse sig stor
I ly af en front voksede en tordensky sig tirsdag op lige sydøst for Øland. Det lyder for mange som en triviel ting, men for vagtchef Lars Henriksen i DMI’s vejrtjeneste gav det alligevel et lille kick.
"Denne slags tordenskyer, som man inden for flyvemeteorologien kalder en embedded CB, er ikke noget, som normalt vækker opsigt for os nede på Jorden. De er dog ikke ufarlige, og denne er dog ualmindelig flot illustreret på satellitbillederne," siger Lars Henriksen, der har sat billederne sammen til en lille film.
Den skjulte tordensky - eller embedded CB i flyvemeteorologi-lingo - er omsluttet af andre skyer og står altså ikke som selvstændig tordensky på himlen. For piloter er det et fænomen, de skal være opmærksomme på, fordi de ikke visuelt kan se tordenbygerne. Dermed risikerer de at flyve ind i et område med kraftig turbulens, torden og nedbør samt overisning.
"Den skjulte tordenbyge opstod på selve fronten, der strakte sig ned gennem Sverige og videre til Polen. På satellitanimationen ses tordenskyen, der vokser op, gennem og over selve frontskyerne. Dette ses ved den runde skyformation, som kommer til syne lige sydøst for Øland. I situationen her nåede skyen op i en højde af omkring 12-13 kilometer, og den strækker sig så højt, at den kaster en skygge på de underliggende skyer. Det ser vi på det mørke område langs den østlige side af skyformationen," slutter Lars Henriksen.
Og flot er den…
6. august 2014