Solrigeste sommer i 55 år - så kom den i hus!
Med lodder og trisser kom Danmarks solrigeste sommer siden 1959 i hus. Vi skulle bruge 733 soltimer og endte på 736.
Det har været en forrygende sommer for solcelle-folket og de ferieramte. Stjernen i historien er vores egen sol, som leverede Danmarks solrigeste sommer i 55 år.
Kedelige dage var nok
Danmark fik i juni, juli og august tilsammen 736 soltimer. De sidste dage i august var langtfra prangende, hvad solrigdom angik, men det var lige præcis nok til samlet at overgå alle somre siden 1959.
"Vi fik kun mellem 1 og 2 soltime dagligt de sidste 3 dage af sommeren, så det var lige ved at være en vejr-gyser", fortæller klimatolog Frans Rubek, DMI.
Op i top-5
Med 736 soltimer blev sommeren 2014 den 4. solrigeste i dansk vejrhistorie, som for soltimernes vedkommende går tilbage til målingernes start i 1920.
- 770 timer (1947)
- 759 timer (1959)
- 751 timer (1933)
- 736 timer (2014)
- 732 timer (1976, 2006)
Af Niels Hansen
© DMI, 27. august 2014, opdateret 1. september med endelige tal og kort.