Sommeren fortsætter i ny månedsprognose

Mange nyder det gode danske sommervejr for tiden, mens andre synes, det er for varmt. Spørgsmålet er, om varmen bliver ved.

Vi har spurgt meteorologen, der hver tirsdag laver prognosen for de næste fire uger.

”Ja, generelt kan vi de næste fire uger se frem til lunt og tørt vejr, men når det så er sagt, så vil der også opstå muligheder for, at regn kan få lov at friske lidt op indimellem,” siger Erhvervs- og Energimeteorolog Herdis Damberg og forklarer:

”Det højtryk, som i denne uge giver det varme sommervejr, rykker mod øst sidst på ugen, og det åbner op for lidt nedbør og lidt lavere temperaturer. Fra slutningen af denne uge og hen til midten af næste uge, kan vi derfor forvente lidt mere ustabilt vejr med en anelse dalende temperaturer samt byger og regn indimellem.”

Næste uges vejr vil dog ikke føles koldt - det vil bare være køligere i forhold til det, vi oplever for tiden.

”I uge 31 ventes temperaturen at holde sig omkring de 18 til 23 grader om dagen - koldest ved vestvendte kyster - og altså tæt på normalen for juli måned,” siger Herdis Damberg, der dog ser mere varme i prognosen igen i starten af august:

”I løbet af næste uge, og som vi træder ind i august måned, ser det ud til, at et højtryk igen nærmer sig Danmark. Dermed øges sandsynligheden for, at vi atter får stabilt, varmt og tørt sommervejr med temperaturer op til 26 grader hen mod den allerførste weekend i august,” slutter langtidsmeteorologen.

Læs hele månedsprognosen

22. juli 2014

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle