Tilbagekobling
Oktober står i klimaets tegn. FN's klimapanel kommer til København. Vi varmer op med vigtige ord fra klimadebatten. I dag forklarer vi, hvad tilbagekobling er, og hvorfor begrebet er vigtigt i fremtidens klimaudvikling.
Tilbagekobling fortæller, at en proces på en eller anden måde påvirker sig selv. Det kan enten ske direkte eller gennem en række mellemliggende trin.
I praksis kan en proces enten forstærke eller svække sig selv. Det kaldes hhv. positiv og negativ tilbagekobling.
Et eksempel på positiv tilbagekobling i jord-systemet er havis, der smelter og blotter den mørke havoverflade. En mørk flade optager mere energi fra Solen, end isen gjorde, og omdanner den til varme. Dermed stiger temperaturen, og det fører til, at endnu mere is smelter.
Et eksempel på negativ tilbagekobling er f.eks. forøget solindstråling, som kan øge fordampningen fra jordoverfladen, havet og vegetationen. Hvis den øgede mængde vanddamp fører til flere skyer, så mindsker det solindstrålingen.
Den allervigtigst tilbagekobling i klimasystemet sker gennem vanddamp. Vanddamp er selv en effektiv drivhusgas, og når mere kuldioxid forøger temperaturen, så kan luften indeholder mere vanddamp, som øger temperaturen yderligere.
På engelsk bruges termen 'feedback', som også ind imellem finder vej til dansk.
Tilbagekobling er et vigtigt element i klimaændringer - både i de naturlige og de menneskeskabte. Det betyder blandt andet, at der ikke er nogen enkel sammenhæng mellem en påvirkning af klimaet og den resulterende klimaændring.
8. oktober 2014