To i én: Varmeste dag og tropedøgn
Med over 30°C flere steder i landet kan den 9. juli ikke kun kåres som årets varmeste dag indtil nu, der kunne også konstateres tropedøgn på tre af DMI’s vejrstationer.
Klimatolog Mikael Scharling har kigget tallene igennem og kan konstatere, at DMI målte over 30°C flere steder i Jylland. Nordjyllands hovedstad løb af med sejren. Om eftermiddagen onsdag den 9. juli kunne der lige før klokken slog 16 måles 30,9°C i Aalborg.
På Sjælland blev der målt 30,1°C Skælskør, mens Fyn nåede op på 29,4°C syd for Odense. Bornholm haltede lidt bag efter i varmen. I Rønne blev der registreret 27,1°C.
Dagens laveste maksimumtemperaturer blev ikke overraskende målt på eksponerede østvendte kyster. Gedser på Falster og Dueodde på Bornholm måtte nøjes med 22,2°C som det højeste.
Tropedøgn tre steder
Tre af DMI’s vejrstationer oplevede alle tropedøgn den 9. juli. I Aalborg, Aarhus og på Anholt holdt temperaturen sig hele døgnet mellem 20,1°C og 20,7°C.
Temperaturen i Rønne, der også var med i opløbet, ramte lige inden midnat 20,0°C og levede derfor ikke op til definitionen på tropedøgn.
Betingelserne for, at der - meteorologisk set - er tale om et tropedøgn, er når døgnets minimumtemperatur et eller andet sted i landet - altså også hen over natten - på intet tidspunkt kommer ned på eller under 20°C. Da dette næsten altid er mest kritisk hen over natten, kaldes det oftest for en tropenat.
Har du taget flotte billeder af sommervejret, så send dem til vejrmed@dmi.dk.
Så lægger vi dem på DMI’s Flickr-profil https://www.flickr.com/photos/dmidk/.
10. juli 2014