Usædvanligt novemberskybrud i Hvide Sande
Midt i aftenkaffen fik Hvide Sande på den jyske vestkyst noget så sjældent som et skybrud i november. "Meget varme og ustabil, fugtig atmosfære", siger klimatolog.
Mandag midt på aftenen oplevede Hvide Sande et skybrud, der leverede 17,7 millimeter på 30 minutter. Skybrud er defineret som 15 millimeter eller derover på 30 minutter eller derunder.
Skybrud hører normalt sommermånederne til, fordi store nedbørmængder på kort tid kræver en særligt energisk atmosfære, som kendetegner årets varmeste måneder.
"Skybrud på denne årstid er bestemt ikke hverdagskost. Jeg kan faktisk ikke umiddelbart huske andre skybrud i november", siger seniorklimatolog John Cappelen.
Registrering af skybrud kræver dog helt særlige nedbørmålere, som først blev installeret i Danmark fra sidst i 70'erne og først blev til et landsdækkende netværk i 2011.
Varmt havvand styrkede front
Skybruddet faldt i forbindelse med passage af en koldfront, der gav en god gang nedbør fra Esbjerg-området og op over det vestlige Jylland.
"De meget varme forhold, vi har haft i dette efterår og stadig har her i november, hjalp med til udviklingen af situationen. Den kraftige nedbør aftog inde over land i takt med afstand til kysten. Det skyldes formentlig, at temperaturen over land var lavere end over havet", forklarer John Cappelen.
2014 har været et år rigt på skybrud i Danmark. Det mest markante - i form af skadeseffekt - var det, som ramte København natten til den 31. august. Men også det østlige Bornholm og området omkring Borris trak overskrifter med særdeles store nedbørmængder på meget kort tid i sensommeren.
Spørgsmålet er nu, om Hvide Sande fik lov til at lukke sæsonen i 2014, eller om der er flere skybrud i vente.
4. november 2014.