Varm tirsdag i vest
Cirkulation af varm luft fra kontinentet bragte tirsdag temperaturen op over 10°C mange steder i Jylland. Ved en enkelt station toppede varmen med over 13°C.
Tirsdag blev årets hidtil varmeste dag i Danmark. Ved DMI's station Store Jyndevad i det sydligste Jylland nåede temperaturen helt op på 13,1°C.
Målingen på 13,1°C gør februar 2014 til februar'en med den 7. højeste maksimumtemperatur (tabel til højre). Pladsen er delt med 1949 og 2001. Listen toppes af februar 1990, hvor der blev målt 15,8°C i København.
De for årstiden høje temperaturer var hovedsagelig resultatet af en vedholdende vind fra syd og sydøst, som blæste varmen herop fra Centraleuropa. Lokal solopvarmning bidrog også en smule, men det er fortsat begrænset, hvad Solen kan gøre sidst i februar.
De fleste år betyder vind fra sydøst bidende kulde på denne årstid, men netop denne vinter har det centrale og østlige Europa været usædvanligt varmt. Det er den sammen varme, som de senste uger har plaget de vinterolympiske lege i Sochi.
Når temperaturen ikke nåede højere op i det østlige Danmark, skyldtes det, at den oprindeligt varme luft blev blæst hen over den relativt kolde Østersø på vejen. Det kunne den ikke tåle.
26. februar 2014.
1) 15,8°C (1990) den 24. februar i Kbh.
2) 15,5°C (1959)
3) 15,1°C (2012)
4) 13,8°C (1953)
5) 13,3°C (2002)
6) 13,2°C (1952)
7) 13,1°C (1949, 2001, 2014)
10) 13,0°C (1961)
Top-10 over maksimumtemperaturerne i februarmåneder.