Voldsomt skybrud over København
På årets sidste sommernat fik København en ordentlig skylle. Enkelte steder faldt over 100 millimeter.
Københavnerne oplevede kraftig regn og skybrud natten til søndag.
I løbet af natten drev kraftige tordenbyger op over København sydfra. Det begyndte lidt efter midnat og blev ved indtil omkring 7-tiden søndag morgen, hvor Københavnerne flere steder vågnede op til oversvømmelser både ude og inde.
Den højeste 30-minuttersintensitet var på 50 millimeter: Det svarer til 3 x skybrudsintensitet. Se kort til højre.
Regnvejret forsatte søndagen igennem, men aftog i styrke. I løbet af dagen faldt der mellem 50 og 100 millimeter mange steder - enkelte steder endnu mere.
Det højeste samlede nedbørsum for det meget våde søndagsdøgn blev hele 135 millimeter på det ydre Østerbro. Det svarer til næsten det dobbelt af, hvad der normalt falder i august.
Lørdag eftermiddag klokken 14.21 udsendte DMI en såkaldt 'DMI risiko' om forventede store nedbørmængder i København natten til søndag, op til 50 millimeter. Klokken 03.13 tilføjede meteorologen et skybrudsvarsel, som understregede, at dele af nedbøren kunne falde meget hurtigt.
31. august 2014; opdateret 1. september med nye kort og kvalitetssikrede data.