Anderledes ozonhul truer med rekord
Ozonhullet over Antarktis er allerede det største i 7 år og truer nu med at vokse til rekordstørrelse.
1. UV-stråling spalter et klor-atom (Cl) fra et CFC-molekyle.
2. Klor-atomet (Cl) reagerer med et ozon-molekyle (O3).
3. Dette resulterer i et ilt-molekyle (O2) og et klor-monooxid-molekyle (ClO).
4. Klor-monooxid-molekylet (ClO) reagerer med et ilt-atom (O) og danner et oxygen-molekyle (O2) og et frit klor atom (Cl).
5. Klor-atomet (Cl) er nu frit til at nedbryde endnu et ozon-molekyle (O3).
Trin 2 til 5 kan gentage sig mange gange med det samme klor-atom.
Grafik fra Aktuel Naturvidenskab no. 4/2006.
Det antarktiske ozonhul har gået lidt stille med dørene de seneste år; ikke fordi problemet er forsvundet; snarere fordi det bare ikke er blevet værre. Nu lurer en kedelig rekord dog i de kommende dage, fortæller atmosfæreforsker Helge Jønch-Sørensen fra DMI.
"Hullet er allerede stort for årstiden, og prognoserne peger på, at det tager endnu en lille øgning i starten af næste uge. Det vil næsten med sikkerhed betyde en ny rekord for årstiden", siger han.
Ozonhullet over Antarktis topper i størrelse netop på denne tid af året, men i 2015 har det opført sig noget anderledes end normalt.
"Det startede omkring 10 dage senere, end vi typisk har set det de seneste 20 år. Til gengæld voksede det sig meget hurtigt stort og nåede et areal på lige over 25 millioner kvadratkilometer den 19. september. Dermed var det allerede det største ozonhul siden 2008", siger Helge Jønch-Sørensen.
I den seneste uge har arealet af hullet ligget omkring de 25 millioner kvadratkilometer, men nu ser det altså ud til, at det vokser yderligere.
Helge Jønch-Sørensen forklarer, at den sene start skyldes de meteorologiske forhold i stratosfæren, hvor ozonen, der udgør ozonlaget, befinder sig.
"Den antarktiske hvirvelvind eller vortex, som vi kalder den, har været stor og stabil i år. Isoleret inde i vortexen har vi i et stykke tid registreret optimale forhold for massiv ozonnedbrydning - bortset fra sollys. Sollys virker som en katalysator på processen, hvor ozonmolekyler bliver ødelagt af klor og brom-forbindelser. Nu, hvor vi har passeret jævndøgn, stiger antallet af soltimer hastigt over Antarktis. Det er derfor, vi ser et eksplosivt stigning i destruktionen af ozon".
Når mængden af ozon falder, så stiger den andel af Solen skadelige uv-stråler, der når Jordens overflade.
DMI følger udviklingen.
Af Niels Hansen
21. september 2015
