Drivhusgasserne sætter endnu en kedelig rekord
36%. Så stor er stigningen i opvarmningseffekten på vores klima som følge af koncentrationerne af vores langlivede drivhusgasser i atmosfæren. Det er en af konklusionerne i den årlige Greenhouse Gas Bulletin fra FN-organet for vejr og klima, WMO, der offentliggøres ved et pressemøde mandag.
"Når WMO kigger på strålingseffekten fra drivhusgasser som CO2, metan og lattergas i perioden fra 1990 og frem til 2014, så er effekten tiltaget med 36%. Det er vel at mærke en effekt, som stammer fra vores aktiviteter i industrien, i landbruget og i hjemmet," siger DMI’s Tina Christensen, som er det danske kontaktpunkt for FN's klimapanel, IPCC.
Kuldioxid eller CO2 står for 83% af den samlede stigning i strålingseffekten af de langlivede drivhusgasser. Andre vigtige langlivede drivhusgas er metan og lattergas.
Koncentrationen af CO2 i atmosfæren nåede i 2014 globalt 397,7 ppm, og på den nordlige halvkugle krydsede koncentrationen symbolske 400 ppm i foråret 2014. Globalt blev de 400 ppm nået i foråret 2015, hedder det i pressemeddelelsen fra WMO forud for offentliggørelsen af Greenhouse Gas Bulletin mandag.
"Realiteten er jo nok, at vi skal forholde os til, at vi lever i en verden, hvor koncentrationen af CO2 i atmosfæren globalt holder sig over de 400 ppm. CO2 forbliver i atmosfæren i hundreder af år og endnu længere i verdenshavene. Skal stigningen i den globale temperatur holde sig under de 2 grader, så er det helt essentielt, at klimaforhandlerne i Paris bliver enige om at handle omgående, når COP21 løber af stablen i december," siger Tina Christensen.
"Hvert år offentliggør disse nye tal om drivhusgaskoncentrationer, og hvert år siger vi, at tiden er ved at løbe ud," siger WMO generalsekretær Michel Jarraud i pressemeddelelsen. "Vi skal begrænse udledningerne af drivhusgasser NU, hvis vi skal have en chance for at holde temperaturstigningerne inden for et niveau, vi kan håndtere."
Af Bjarne Siewertsen
9. november, 2015