Havisen mindre end normalt - når den er størst
Arealet af havis på den nordlige halvkugle er ikke vokset i marts som normalt. Det betyder, at en top den 25. februar sandsynligvis kommer til at står som rekord for den laveste maksimum-udbredelse af Arktis’ hvide vinterdække. Isforsker ser det dog ikke som et forvarsel om rekordlavt minimum til sommer.
Vinterens vækst i arealet af den arktiske havis gik i stå i februar, og udbredelsen er ikke steget i marts, som den plejer.
”I februar var det gennemsnitlige areal af havis det 3. laveste, vi har målt. Umiddelbart var der altså ikke tale om rekord, men siden da er udbredelsen helt usædvanligt faldet en smule. Normalt går det fortsat opad i al fald i første uge af marts”, fortæller isforsker ved DMI, Rasmus Tonboe.
Havisen i Arktis finder typisk sin maksimale udbredelse midt i marts, men det bliver næppe tilfældet i år. Faktisk ligger udbredelsen af isen nu på et historisk lavt niveau for årstiden, siden målingerne med satellit begyndte i 1978.
”Udbredelsen den 25. februar, hvor arealet af havis toppede på 14.5 mio. km2, er fortsat sæsonens højeste. Holder det, er det den laveste top, der er målt”, siger Rasmus Tonboe.
Vejret er årsag og effekt
Vejrforholdene det enkelte år har stor betydning.
”I begyndelsen af marts lå et kraftigt lavtryk over Svalbard. Vinden pressede isen mod nord og medvirkede dermed til den lave isudbredelse. Det er især områder i det Okholske hav, Beringstrædet, Barentshavet og Grønlandshavet, som har et lavere isdækket areal end normalt”.
Baffinbugten og Davisstrædet har til gengæld mere is end normalt for årstiden, men altså ikke nok til at forhindre en rekordlav samlet arktisk udbredelse. Rasmus Tonboe påpeger, at den lave isudbredelse påvirker udvekslingen af energi mellem havet og atmosfæren.
”På denne årstid betyder det, at varme fra havet har direkte adgang til atmosfæren i de isfrie områder. Den frie udveksling holder lufttemperaturen oppe i nærheden af frysepunktet, hvor den i år med is ligger på minus 20, 30 eller 40°C.
Betyder kun lidt for sommerisen
Hvor vinterisens udbredelse har betydning for vejret, har den derimod ingen klar kobling til, hvor stort det isdækkede areal bliver til sommer og omkring det årlige minimum i september.
”Isudbredelsen om sommeren er - i modsætning til udbredelsen om vinteren - en direkte indikator for, hvor meget gammel, tyk og modstandsdygtig polaris, der er i Det Arktiske Ocean. Den tykke, flerårige polaris er kritisk for isdækkets muligheder for at overleve afsmeltningen under varme somre”, siger Rasmus Tonboe.
Isens udbredelse om sommeren påvirker direkte den såkaldte albedo-tilbagekoblings-mekanisme.
”Isen reflekterer det meste af solindstrålingen, mens åbent vand optager det meste af solindstrålingen. Det betyder, at jo mindre is der er, jo mere varme optager havet. Det smelter mere is, så der optages endnu mere varme og så fremdeles. Det er med andre ord en selvforstærkende proces”.
Sommerens isudbredelsen afgøres altså ikke nu. Den bestemmes af sommerens vejrforhold, og dem kan forskerne endnu ikke sige noget om. En tidlig indikator for isudbredelsen omkring minimum i september er, præcis hvilken dato smeltesæsonen starter; dvs. hvornår temperaturen i Arktis gennemsnitligt stiger til over frysepunktet. Det sker normalt i løbet af juni.
Udbredelse af arktisk havis
Udbredelsen af den arktiske havis analyseres af både det amerikanske NSIDC og det europæiske EUMETSAT - og herigennem DMI. Begge centre anvender de samme satellitdata, men de behandler støj over åbent vand og langs iskanterne lidt forskelligt. Det betyder, at kurverne for udbredelsen ikke altid er helt ens.
NSIDC har udført analyserne i mange år, og derfor er det ofte deres estimater, der anvendes som reference.
Starter smeltesæsonen tidligt, har isen dårlige betingelser for at overleve.
Redaktion Niels Hansen
25. marts 2015
