Iskold luft skaber skygader over Labradorhavet
Iskold luft fra Canada forårsagede skygader tværs hen over Labradorhavet. Et vejrfænomen, der opstår, når skyer står i lige rækker i vindretningen.
Den iskolde luft, der i løbet af weekenden strømmede fra Canada og østpå ud over Labradorhavet og videre ind over Sydvestgrønland, fik skyerne til at ligge i lige rækker på tværs af Labradorhavet. Et fænomen, meteorologerne kalder for skygader.
På satellitbilledet nedenfor fra mandag den 19. januar kan man se vindretningen tæt på overfladen, og hvordan skyerne placerer sig i fine lige rækker i vindretningen.
Kold canadisk luft
Luften, der strømmer ud fra Canada, er meget kold. Omkring minus 30 grader. Når luften bevæger sig ud over åbne havområder, optager den hurtigt fugt og varme fra havet, hvorefter der dannes cumulusskyer.
Som det ses på satellitbilledet ovenfor er Hudsonstrædet mellem Labrador og Baffinland næsten helt isdækket, så her ses kun få skyer. Men over sprækker i isen lige øst for sydspidsen af Baffinland ses en del skydannelser.
Det er dog meget markant, at isgrænsen over Labradorhavet går ca. langs 60 grader vest, for her tager processen virkelig fat. På rejsen frem mod Grønland vokser skyerne sig større og større og bliver efterhånden til kraftige cumulunimbusskyer.
Snebyger i massevis
Nedbørprognosen for mandag den 19. januar afspejler tydeligt et resultat af disse processer.
Snebyger i massevis dannes over det relativt lune Labradorhav, og vinden blæser dem frem mod Grønland.
I Vestgrønland kan man derfor se frem til en snerig mandag.
Observationerne mandag morgen fra Grønland melder alle om snebyger, og lufttemperaturen er på turen over Labrador Havet steget fra minus 30 til omkring minus 10 grader.
Så der er i dén grad lagt op til endnu en markant vinterdag i Vestgrønland.
Læs mere om skyer i vores tema fra link under 'Værd at Vide' øverst til højre.
Af Mogens Rønnebek, redaktion Marianne Brandt,
19. januar 2015