Klima: September 2015 mest afvigende måned af 1629
Ifølge USA's nationale klimadatacenter afveg september mere fra sin normaltemperatur end nogen anden måned af de 1629, der indtil videre ligger i den globale klimadatabase.
September 2015 blev den varmeste september, der er målt, siden observationerne startede i 1800-tal. Det slog den japanske vejrtjeneste fast allerede for en uge siden.
Men september 2015 var mere end blot rekord for september. Det blev den mest afvigende måned - i varm retning - der er målt. Det viser nye data fra USA's nationale klimadatacenter NCDC.
Varm pasta
"NCDC har 1629 måneder i deres database, der rækker tilbage til 1800-tallet. September 2015 er den, der afviger mest i varm retning fra månedens gennemsnit. Det er medvirkende til, at den tidligere rekord for september blev slået eftertrykkeligt med 0,12°C. Det lyder ikke som noget stort spring, men når vi taler om hele verdens temperatur, så er det voldsomt", siger klimaforsker Martin Stendel, der løbende holder øje med de globale målinger.
Globalt set var september 2015 ifølge NCDC 0,90°C varmere end en gennemsnitlig september i det 20. århundrede. I forhold til klimanormalperioden 1961-90 var september 0,79°C varmere.
Men hvordan forholder året sig til andre år?
"Det kan vi se på et spaghettiplot", forklarer Martin Stendel. Du finder omtalte plot nedenfor.
"Et spaghettiplot viser afvigelserne frem til dato. Det betyder, at januar viser afvigelserne for januar, februar viser afvigelserne for januar og februar tilsammen osv. Til sidst viser december afvigelserne for hele året. Det er tydeligt, at 2015 er en hel del varmere end noget tidligere år."
Blå pletter og røde plamager
Det er også muligt at vise grafisk, hvordan den ekstra varme har fordelt sig på kloden i løbet af september. Den korte version er: Mange, store røde plamager og få blå pletter.
Det er både landområder og oceaner, som bidrager til de meget høje temperaturer.
"Fordi varmekapaciteten af vand er så stor - det tager meget længere at opvarme vandet end landet - er udstrækningen af rekordhøje havtemperaturer bemærkelsesværdig. De høje havtemperaturer og den igangværende El Niño gør det meget sandsynligt, at også de kommende måneder bliver særdeles varme", forudsiger Martin Stendel.
Utvetydig opvarmning
De nye rekorder kommer ikke som nogen overraskelse for Jens Hesselbjerg Christensen; forskningsleder ved DMI og koordinerende hovedforfatter på den seneste tilstandsrapport fra FN's klimapanel, IPCC. Han understreger, at udviklingen yderligere understøtter de konklusioner, panelet offentliggjorde i 2013. Dengang skrev IPCC:
"Klimasystemets opvarmning er utvetydig, og siden 1950’erne er mange af de observerede ændringer uden fortilfælde over årtier og helt op til årtusinder. Fortsat udledning af CO2 er i høj grad bestemmende for den gennemsnitlige globale overfladeopvarmning i det sene 21. århundrede og derefter. De fleste aspekter af klimaforandringerne vil vare ved i mange århundreder, selvom udledningen af CO2 standses."
...og senere i rapporten...
"Dette medfører betydelige, uundgåelige klimaforandringer over flere århundreder, skabt af tidligere, nuværende og fremtidige udledninger af CO2."
Af Niels Hansen
22. oktober 2015.