Sæsonen er startet for lysende natskyer
Himmelfotograf Jesper Grønne fangede natten til tirsdag årets første lysende natskyer over Danmark.
”Der er ikke noget at være i tvivl om. Sæsonen for lysende natskyer er godt i gang”, fortæller fotograf Jesper Grønne, der fangede sommerfænomenet på himlen over Silkeborg natten til den 2. juni.
De højeste skyer
Lysende natskyer minder om tynde cirrusskyer, men normalt med en blålig, sølvskinnende eller nogle gange rød-orange farve.
De lysende natskyer ligger i 70 til 90 kilometers højde på grænsen til rummet og er dermed Jordens højeste skyer. De ser ud som om de lyser, fordi Solen skinner på dem fra sin position under horisonten. Skyerne ligger altså så højt, at vi - hvis vi sad på en af dem - fortsat kunne se Solen.
Er skyerne på himlen, ses de bedst en time eller to efter solnedgang eller før solopgang; når Solen er mellem 5 og 13° under horisonten og vejret er klart. Skyerne kan ses uden kikkert.
Er Solen endnu ikke kommet 5° under horisonten, så er resten af himlen generelt for lys, og skyerne bliver overstrålet. Er Solen mere end 13° under horisonten, så ligger også de høje skyer i Jordens skygge og 'lyser' naturligvis ikke længere.
Læs mere om lysende natskyer fra linket under 'Værd at Vide' øverst til højre.
Fanger du de flotte natskyer på foto over sommeren, så tøv ikke med at sende dem til presse@dmi.dk.
Af Niels Hansen og Marianne Brandt
2. juni 2015