Storm lammer Grønlands luftfart
Massivt snefald og storm langs den hele grønlandske vestkyst lammer fredag flytrafikken til og fra Grønland. Air Greenland har meddelt, at alle flyvninger er indstillet og udsat til lørdag.
"Det er et lavtryk over det nordøstlige USA og Canada, som har pumpet uvejret op langs det meste af den grønlandske vestkyst," fortæller vagtchef Frank Nielsen.
”Det er en usædvanlig lang strækning, som har dårligt vejr på samme tid. Og det er meget dårligt vejr. De store byer på vestkysten har fået og får fortsat rigtig meget sne og vind, og der har til morgen dansk tid været både storm og orkan visse steder," siger meteorologen.
I Nuuk nåede vindstødene stormstyrke allerede torsdag aften dansk tid, og fra tidlig morgen orkan i vindstødene helt op til 38 m/s.
Endnu værre var det i Upernavik længere mod nord. Her nåede vindstødene orkanstyrke allerede torsdag formiddag dansk tid. Det har stort set blæst siden, og fredag formiddag dansk tid nåede vindstødene langt op i orkanstyrke med mere end 51 m/s. Samtidig er temperaturen steget meget over de seneste dage og er nu nået frysepunktet.
Air Greenland meddeler, at den planlagte lørdagsflyvninger kan risikere at blive rykket til søndag.
Af Bjarne Siewertsen
20. november 2015