Vejrudsigt: Kold luft + varmt hav = masser af sne
I USA har de 'Lake Effect'. Vi nøjes med Kattegat- og Østersø-byger, men det kan sagtens blive vildt.
De nyeste prognoser fra det europæiske vejrcenter ECMWF, som ligger bag DMI’s 7-døgns prognoser, tipper nu mere og mere i den vinterlige retning.
På prognosen for tirsdag middag den 20. januar blæser en rigtig kold vind fra øst hen over Danmark, og da havvandet omkring os er ca. 3 grader varmere end normalt for årstiden, er betingelserne for særdeles kraftige snebyger tilstede.
En dansk udgave af 'Lake Effect'
Her i Danmark kalder vi fænomenet for 'Kattegat-byger', når kold luft fra Sverige/Norge blæser ned over Kattegat. I den situation falder sneen typisk i Nordsjælland og langs den jyske Kattegat-kyst. Det samme kan ske over Østersøen, og så rammer bygerne Bornholm eller Lolland-Falster og Sydsjælland.
Kattegat- og Østersø-byger svarer til de snevejr, der opstår omkring Nordamerikas 'Great Lakes' på grund af den såkaldte 'Lake effect'. Også der er det kold luft, som blæser ud over meget varmt vand og danner kraftige snebyger. Vi så det så sent som den 17. november 2014, hvor det gik ud over Buffalo, USA. En ekstrem kold luft blæste fra Canada ned over Lake Eire, og flere byer blev begravet i meterhøj sne.
Vinterkrig i Danmark
Sne i metermål får vi næppe i Danmark denne gang, men det er sket historisk set. Et særdeles godt eksempel er 'Vinterkrigen 1978-1979', hvor rigtig kold sibirisk luft østfra blæste ind over især Sydhavsøerne. Flere dages kraftige snebyger begravede ved nytårsskiftet her det sydlige Danmark i meterhøje driver.
Nu er prognoser, der rækker 7 dage frem, jo altid forbundet med stor usikkerhed, og ikke alle vejrmodeller er enige. Er man sneelsker, bliver det så for alvor spændende at følge med i DMI’s vejrudsigter de kommende dage.
Af Mogens Rønnebek,
14. januar 2015