Weekend med høj - og lav - vandstand
Det bliver usædvanligt blæsende de kommende dage, hvor to lavtryk passerer landet. Og selv hvis vi slipper for fuld storm, så undgår vi ikke problematiske ændringer i vandstanden langs udvalgte kyster. Oceanograf udpeger de kritiske steder.
Danmark går en usædvanlig blæsende slutning på ugen i møde, når hele to kraftige lavtryk passerer nord om landet.
Da vinden blæser mod uret rundt om et lavtryk hos os, betyder det blæst fra overvejende vestlige retninger. Og når det varer flere døgn i træk, så får det stor betydning for vandstanden både langs den jyske vestkyst og i de indre danske farvande.
Ifølge oceanograf Jacob Woge, der har ansvaret for DMI's stormflodsmodel, er det endnu for tidligt at sætte lokale detaljer på den forventede vandstand, men nogle generelle betragtninger går han ikke af vejen for.
Langvarig vind fra vest
"Det, prognoserne viser her onsdag eftermiddag, er en lang periode med kraftig vind fra næsten stik vest. Så ser vi typisk en forhøjet vandstand langs den jyske vestkyst. De højeste vandstande forekommer længst mod syd, hvor tidevandet er kraftigst. Det er heldigvis også her, infrastrukturen er bedst gearet til det, så umiddelbart forventer jeg ingen problemer der", siger oceanografen.
Længere mod nord er det måske en lidt anden historie.
"Limfjorden kan sagtens få problemer med vandstanden. Fjordens åbning mod Kattegat i øst er for lille til at virke som effektivt afløb. Derfor ser vi en kraftig opstuvning af vand fra Nordsøen, når det blæser fra vest. Situationen svarer lidt til Roskilde Fjord under Bodil den 5. og 6. december 2013, blot er Limfjorden åben mod vest i stedet for mod nord. Præcist hvor højt vandet vil nå op, er det endnu for tidligt at sige".
Ikke Bodil-tilstande andre steder
Til gengæld mener Jacob Woge ikke, at vi skal forvente en gentagelse af de meget store problemer, borgerne omkring de nordvendte fjorde oplevede under stormen Bodil.
"I det nuværende vejr-scenarie for de kommende dage, bliver der presset en masse vand ind i Kattegat, og noget af det ender selvfølgelig i f.eks. Roskilde og Holbæk fjorde samt Øresund. Men da vi ikke har en stærk nordlig komponent i vinden, så bliver vandet ikke direkte presset ind - det stiger bare passivt i takt med vandstanden i Kattegat og når derfor slet ikke samme højder som under Bodil", forklarer han.
Vandet forsvinder
Selv om der langs en del kyster bliver tale om forhøjet vandstand, så er der faktisk også steder, hvor vandet forsvinder.
"Det er særligt noget, vi oplever i den vestlige del af Østersøen. Her bliver vandet presset mod øst. Effekten er en lavere vandstand end normalt, men denne gang bliver det ikke specielt markant. Mit gæt er ½ meter eller lidt mere under daglig vand. Rekorden for lavvande satte vi i 1999 i forbindelse med decemberorkanen. Dengang faldt vandstanden mere end 2 meter, og vi så skader, som f.eks. både der hang i fortøjningerne", slutter oceanografen.
På faneblandet 'Hav' på dmi.dk kan du selv følge med i dine lokale vandstandsprognoser, som rækker godt 54 timer frem. Bemærk, at vandstanden kan bliver ved med at ændre sig i kritisk retning, selv ét døgn efter det sidste af de to lavtryk har passeret.
Af Niels Hansen
7. januar 2015.