29,9°C på varmeste septemberdag i 69 år

Ikke siden 1947 har DMI målt så høj en temperatur i september

Et højtryk øst for Danmark pumpede tirsdag med stor iver varm luft op over landet fra kontinentet. Sammen med lokal solopvarmning fik det temperaturen helt op på 29,9°C ved Ribe i det sydvestlige Jylland.

DMI har ikke målt 29,9°C i september siden 1947. Det er altså hele 69 år siden, vi har haft så varm en dag i september.

Der er dog fortsat et stykke op til temperaturrekorden for september. Den stammer fra 1906 og lyder på 32,3°C.

Højeste målte temperatur blev korrigeret fra 29,7°C til 29,9°C efter klimatologernes gennemgang og kvalitetssikring af måledata onsdag formiddag. 

Af Niels Hansen

© DMI, 13./14. september 2016

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle