DMI i Grønland – data, viden, myndighed og samarbejde

I forbindelse med det årligt tilbagevendende brugermøde med maritime kunder og samarbejdsparter i Grønland, benytter DMI’s direktion anledningen til at mødes med en række centrale aktører i det grønlandske samfund. Blandt de i alt godt 25 møder er myndigheder, virksomheder og aktører som fx Royal Arctic Line, Blue Water Shipping, Greenland Pilot Service, Departementet for Boliger, Byggeri og Infrastruktur og Mittarfeqarfiit (Grønlands Lufthavne).

Livet i det arktiske område er stærkt påvirket af vejr-, hav- og klimaforhold, og derfor er viden om disse forhold en forudsætning for udvikling og vækst i Grønland. Temperaturen stiger dobbelt så hurtigt, som den gør i gennemsnit på resten af kloden, og indlandsisens afsmeltning bidrager til den globale havniveaustigning med store konsekvenser for kystnære områder verden over. Samtidig svinder udbredelsen af havis, og det får stor betydning for det arktiske marine økosystem og for mulighederne for at operere i arktiske farvande. Derfor er det helt centralt for rigsfællesskabets aktiviteter i Arktis, at DMI’s viden inden for vejr-, hav- og klimaforhold løbende optimeres og effektiviseres, så det grønlandske samfund betjenes effektivt og målrettet. Direktør i DMI, Marianne Thyrring forklarer det således:


”Viden om vejr, hav og klima er forudsætningen for udvikling og vækst i Grønland. De hastige klimaforandringer gør, at der er brug for fremtidssikrede beslutninger om sikkerhed, effektiv forsyning og større investeringer i det grønlandske samfund. Samtidig er erhvervslivet afhængigt af, at DMI løbende kommer med målrettet viden om vejr, hav og klima i Arktis. DMI’s viden og arbejde udgør en vigtig del i planlægningen af bl.a. infrastruktur i det grønlandske samfund og vores arbejde med sikkerhed for borgerne i Grønland”, siger Marianne Thyrring.

Ser frem til møderne
Delegationen fra DMI består af fire personer, som tilsammen når at mødes med godt 25 forskellige institutioner, virksomheder og myndigheder.


”Grønland har altid været et meget vigtigt indsatsområde for DMI, fordi klimaet ændrer sig så hurtigt og fordi vejret kan være virkelig barskt deroppe. Derfor er jeg også rigtig glad for, at der bliver taget så godt imod os, og at vi får mulighed for at komme ud og tale med så mange myndigheder, virksomheder og institutioner i de fem dage vi er i Grønland. Det betyder meget for os, at vi holder de gode kontakter ved lige, så vi fortsat kan betjene Grønland med viden om vejr, hav og klima”, siger Marianne Thyrring.

DMI’s besøg i Grønland finder sted fra 5. til 9. september 2016.

FAKTA  

DMI’s myndighedsopgaver i Grønland
DMI varetager rigsfællesskabets myndighedsopgave for den meteorologiske, klimatologiske og oceanografiske betjening af Grønland med omliggende farvande og luftrum. Dette omfatter prognose- og varslingstjeneste, iskortlægning samt kontinuerlig overvågning af vejr og klima. DMI varetager en meteorologisk døgnovervågning af de grønlandske og omkringliggende områder. Betjeningen af de grønlandske brugere sker fra DMI's døgnoperationelle vejrtjenestecenter i Kangerlussuaq, fra Iscentralen i Narsarsuaq og fra "grønlandsvagten" i DMI 's døgnoperationelle centralvejrtjeneste i København.

DMI varetager endvidere den meteorologiske betjening af luftfarten og forsyner denne med bl.a. specielle luftfartsoperationelle vejrudsigter og varsler. Denne luftfartsorienterede opgave omfatter dels den meteorologiske betjening, der varetages af DMI's centrale flyvevejrtjeneste i Kangerlussuaq, dels de opgaver det er pålagt Danmark at løse som følge af medlemskabet af International Civil Aviation Organization (ICAO).

Forskning i arktiske forhold
DMI's forsknings- og udviklingsarbejde (i Arktis) har som sit primære formål at sikre en rationel drift og tidssvarende produktkvalitet, hvilket bl.a. indebærer en løbende videreudvikling af de numeriske vejr-, ocean- og havisprognosemodeller. For at sikre et fagligt højt niveau og at implementeringen af ny viden sker på et fagligt funderet grundlag, udfører instituttet en række forskningsbaserede aktiviteter, herunder:

  • klimaovervågning- og forskning,
  • udforskning af drivhuseffekt og stratosfærens ozonbalance,
  • modellering af iskappen,
  • modeller til varsling af luftforurening,
  • satellitteknologi og oceanografisk dataindsamling,
  • udarbejdelse af prognoser for strøm, bølger, drift af havis, udbredelse af olieforurening på havet
  • marin klimaforskning herunder effekten af arktiske klimaforandringer på forekomsten af ekstreme vejrfænomener over Grønland og Danmark.

Af Christian Lietzen, kommunikation@dmi.dk 

© DMI, 5. september 2016

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle