Forsinket satellit slutter sig til Sentinel-søster

Den skulle oprindeligt have været afsted i slutningen af 2015, men efter flere forsinkelser lykkedes det sent mandag aften at få skudt den 2,3 ton tunge Sentinel-1B-satellit afsted fra Fransk Guyana.

Sentinel-1B slutter sig til sin tvillingesøster, Sentinel-1A, der ligeledes blev sendt op på ryggen af en russisk, 46 meter høj Souyz-raket. Hun har fra 693 kilometers højde overvåget jordens atmosfære, oceaner, skove, is, marker, byer, katastrofeområder og EU's grænser siden april 2014.

Med de to Sentinel-satellitter i kredsløb vil hele Jorden kunne gennemfotograferes på seks dage og endnu oftere tæt på polerne. På DMI er satellitbillederne fra Sentinel-satellitterne centrale i produktionen af iskort - særligt for det sydlige Grønland.

"Vi vil især mærke den øgede hyppighed af billeder, når vi snart begynder at modtage fra både Sentinel-1A og 1B," siger seniorforsker Leif Toudal Pedersen, DMI. "Hyppigheden er vigtig i forhold til sikkerheden for skibe i farvandene omkring det sydlige Grønland, hvor isforholdene varierer hurtigt."

Første medlem af en familie

Sentinel-1A og 1B efterfølges af -2, -3, -4 og -5 og kommer til at udgøre en familie af satellitter udviklet af Den Europæiske Rumorganisation (ESA) til operationelt brug under Copernicus-programmet (læs mere i den grå boks nedenfor). Som optakt til de operationelle satellitter har ESA udviklet og opsendt jordobservationssatellitter til forskning siden 1970’erne. Sentinel-serien bygger på erfaringer fra disse forskningssatellitter. 

Copernicus

Copernicus er et europæisk system for overvågning af jorden. Det består af et kompleks sæt af systemer, som indsamler data fra mange kilder: satellitter og målesystemer på jorden. Data behandles og giver brugerne pålidelige og opdaterede informationer.

Copernicus-programmet finansieres, koordineres og styres af EU. Rumdelens observationsprogram udvikles af Den Europæiske Rumorganisation ESA.

DMI bidrager specifikt til Copernicus' Marine Service med analyse af satellitdata samt med beregning af ocean forecasts for Østersøen og øvrige danske farvande.

Af Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 26. april 2016

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle