Første halvår ’16 i ny varmeliga
Juni 2016 er den 14. måned i træk, hvor den globale temperatur sætter nye rekord, og første halvår af 2016 har knust et væld af varmerekorder, hedder det i en ny pressemeddelelse fra FN-organisationen for vejr og klima, WMO. Dermed placerer 2016 sig i en ny liga af varme år.
En væsentlig årsag til de mange globale varmerekorder er den El Niño, som kulminerede ved årsskiftet.
"Endnu en måned, endnu en rekord. Og endnu én, og endnu én. Årtiers lange tendenser med klimaændringer når nye højder hjulpet godt på vej af den stærke 2015/2016 El Niño," siger WMO generalsekretær Petteri Taalas.
"Men nu er El Niño-hændelsen, der skruede op for Jordens termostat, forsvundet. Klimaforandringerne, der skyldes varmeophobende drivhusgasser, forsvinder ikke. Det betyder, at vi nu står over for flere hedebølger, flere ekstreme regnskyl og et øget potentiale for kraftige tropiske cykloner," fortsætter generalsekretæren.
Den gennemsnitlige globale temperatur for perioden januar til juni er ifølge amerikanske NOAA 1,05°C varmere end gennemsnittet for det 20. århundrede. Det er 0,20°C varmere end det hidtil varmeste år, 2015, og det placerer 2016 i en liga helt for sig selv.
"Tidligere El Niño-år ligger forventeligt også i toppen over varme år. Men vi har ikke tidligere registreret så varm en start på et år,” kommenterer sektionsleder i DMI's forskningsafdeling Niels Larsen pressemeddelelsen. "Selv med en begyndende og en afkølende La Nina undervejs i det tropiske Stillehav, så vil 2016 havne i en klasse for sig."
Hver måned i 2016 har indtil videre været rekordvarm, og de fleste af Jordens hav- og landoverflader er varmere eller meget varmere end normalt, hedder det i pressemeddelelsen fra WMO.
26. juli 2016