Jyderne løber med sommervejret

Sommervejret med sol og temperaturer over 20 grader bliver ikke ligeligt fordelt. Det er nemlig især sønderjyderne, som kommer til at mærke solens varme stråler.

Det er et regnvejr over Sverige, der kommer til at forhindre det pæne augustvejr i at slå igennem for alvor.

”I de kommende dage forhindrer en højtryksryg, at fronter og regn ikke for alvor bevæger sig ind over Danmark. Dog kommer et lavtryk over Sydsverige så tæt på Danmark, at den østlige del af landet må trækkes med mange skyer. På Bornholm vil det endda kunne regne i perioder,” siger vagtchef Henning Gisselø.

I resten af landet er det dog en lidt anden historie. Her ligger landet så at sige på den tørre side.

”Det bliver overvejende tørt i resten af landet, og jo længere mod sydvest man kommer, desto større er chancen for at få solen at se. Og med solen følger også de højeste temperaturer,” siger Henning Gisselø og fortsætter:

”I den sydlige del af Jylland kommer temperaturen mange steder op på 22-23 grader de næste dage, mens de nordlige og østlige egne kan få svært ved at nå op på 20 grader. Til gengæld bliver vinden ganske behersket - kun svag til jævn - fra retninger omkring nord.”

I weekenden er det mere eller mindre slut med solskinnet, da et lavtryk trækker op over landet fra sydvest med skyer og regn.

"Temperaturen falder ikke nævneværdigt over weekenden den 20.-21. august, og samtidig vil der være så meget energi tilstede i atmosfæren, at der reelt kan være fare for skybrud," slutter vagtchefen. 

15. august 2016

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle