Sommeren topper altid ... om sommeren

Kan september blive årets varmeste måned? Klimatolog svarer 'nej' til både 2016 og dansk vejrhistorie

Først var september lun, så blev den decideret varm, og ifølge månedsprognosen når den på intet tidspunkt at blive rigtig kold.

Med tanke på den lidt underpræsterende officielle sommer i juni, juli og august har det affødt følgende spørgsmål fra en læser: "...er der en chance for, at september kan blive årets varmeste måned, og er det sket før?"

"Nej og nej", svarer klimatolog Mikael Scharling - dog uden at tilføje "...og atter nej".

Det første 'nej'

"September er lige nu både varmere end rekorden for måneden og varmere end de øvrige måneder i 2016, men det holder ikke frem til den 30.", vurderer han.

Ifølge klimatologen ender september i varmeste fald på 16,0°C. Det er køligere end årets hidtil varmeste måned juli, som endte på 16,4°C. Det er også en smule under rekorden for september på 16,2°C, som vi oplevede i 1999 og igen i 2006.

"16,0°C er højt sat. Jeg tror mere på et sted i omegnen af 15,5°C. Det sender dog fortsat september 2016 op i temperaturtop-5 for måneden", siger Mikael Scharling.

Det andet 'nej'

September bliver altså ikke årets varmeste måned i 2016. Og det har den faktisk ikke været ét eneste år, siden DMI begyndte de systematiske målinger i 1874.

"Hvert eneste år siden 1874 er titlen som årets varmeste måned eller måneder, hvis to står lige, gået til en af de officielle sommermåneder. Juni har været årets varmeste 8 gange, juli 86 gange og august 56 gange. Maj og september står begge på et rundt 0", konstaterer Mikael Scharling.

Nu gør én svale ingen sommer og varme alene heller ikke. Juli var nemlig godt nok varmeste, men den var også vådest og havde færrest solskinstimer af de tre sommermåneder. Og i det kapløb kan september godt være med.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 16. september 2016

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle