Vinterkulden lurer i næste uge
Mærkbart omslag til vintervejr i vente, siger vagtchef
Det går stejlt ned ad bakke for efterårsvejret. Vi havde sommer og varmerekord i september, og allerede nu, blot en måneds tid senere, lurer vinterkulde, sne og frost.
I løbet af den kommende weekend går vinden over i nordøst. Det slår en hvid og vinterlig tone an i vejret og i vejrudsigterne.
"Med vinden i nordøst trænger den kulde, der de seneste dage har samlet sig i Syd- og Mellemsverige, ned over Danmark", forklarer vagtchef Mogens Rønnebek.
Kulde, blæst - og sne til de heldige
Tilstrømningen af kold luft fortsætter hele ugen, og nedbøren bliver mere vinterlig allerede fra på mandag.
"Det bliver et mærkbart omslag til vintervejr. Midt i næste uge oplever vi næppe dagtemperaturer over 5 plusgrader. Nattefrost vil til gengæld være et udbredt fænomen. Samtidigt fyger kulden ind over landet med en frisk vind, så chill-faktoren kommer i spil", siger vagtchefen.
Chill-faktoren er et udtryk for den samlede afkøling fra vejret; en slags 'oplevet temperatur'. Den kan du læse mere om fra 'Værd at Vide'-boksen til højre.
"Nedbøren i næste uge falder fortrinsvis som hvide byger, så der bliver store geografiske variationer i snedækket. Bygerne opstår over de lune farvande omkring os, dvs. Kattegat og Østersøen, så det er formentlig langs de kyster, vi ser de største mænger sne", siger Mogens Rønnebek.
Køligt - mildt - køligt
Allerede i nat - altså natten til torsdag - får vi udbredt nattefrost, men torsdag og fredag bringer sydvestenvind forbigående lunere vejr frem til os.
Det er et lavtryk, der langsomt passerer os vestfra, som fredag kan svinge temperaturen op på 10 grader. Men derefter drysser termometret lige så stille nedad igen som forløber for sæsonens første snefnug.
2. november 2016