1987: Kloden undviger en global katastrofe
1987 blev hele verden enige om en hurtig aktion mod den voldsomme kemiske nedbrydning af ozonlaget. Senere studier viser, at det var en global katastrofe, vi undgik. Her 30 år efter står Montreal-protokollen som en af de mest succesfulde internationale aftaler, men opgaven er langt fra fuldført. Globale klimaændringer præsenterer nye udfordringer på flere fronter.
Den 16. september 2017 fejrer Montreal-protokollen sit 30 års jubilæum.
Protokollen har til formål at beskytte det stratosfæriske ozonlag. Ozonlaget skærmer alt levende mod dele af Solens ultraviolette (UV-)stråling, der blandt andet forårsager hudkræft og belaster øjne og immunsystem, men - i moderate doser - også bruner os og hjælper os med at producere D-vitamin.
Montreal-protokollen virker gennem regulering af ozonnedbrydende stoffer, de såkaldte ODS'er (ozone depleting substances). Det har den gjort med stor succes. Udledningerne af de fleste ODS-gasser er begyndt at aftage gennem de seneste 15 år. Dog er ODS-gasserne svært nedbrydelige, og koncentrationerne forventes først at være på 1980-niveau i midten af det 21. århundrede.
Vi undveg katastrofen
Det var udelukkende over Antarktis, at ozonlaget for alvor led skade, inden Montreal-protokollen kom til undsætning. Var en tilsvarende nedbrydning af ozon sket over beboede egne, havde konsekvenserne været katastrofale.
I 2009 beregnede NASA, at uden Montreal-protokollen ville ozonhullet fortsætte med at vokse sig større, til ozonlaget pludseligt kollapsede helt på få år omkring 2050. Kollapset ville få mængden af UV, der nåede jordoverfladen, til at eksplodere sammen med antallet af hudkræfttilfælde.
I 2014 udsendte FN’s miljøprogram UNEP en rapport, der viste, at allerede omkring 2030 ville antallet af hudkræfttilfælde årligt været steget med 2 millioner, hvis ikke vi havde fået sat en stopper for udledningerne af ODS-gasser.
Ozonhullet er her endnu
Til trods for Montreal-protokollen, ser vi fortsat hvert år et ozonhul over Antarktis, der topper i i månederne september og oktober.
I målingerne fra slutningen af 1970'erne og frem til år 2000 voksede ozonhullet. Siden har det stabiliseret sig og antager nu et mere eller mindre konstant omfang fra år til år. Vi venter altså fortsat på at se den heling af ozonlaget, der får hullet til at skrumpe.
Der ses også en årlig nedbrydning af ozonlaget over Arktis, men ikke nok til at definere det som et egentligt ozonhul.
Ozonredning giver klimabonus
Ud over beskyttelsen af ozonlaget har Montreal-protokollen imidlertid også haft en vis betydning for klimaet. ODS-gasserne er nemlig generelt meget kraftige drivhusgasser.
Montreal-protokollen har dermed ikke blot været meget effektiv i beskyttelsen af ozonlaget, men den har også bidraget markant til at begrænse bidraget til den globale opvarmning fra disse stoffer.
De atmosfæriske koncentrationer af de såkaldte HFC-gasser, der blev udviklet som erstatningsstoffer for ODS-gasserne, er imidlertid nu i hastig stigning. HFC-gasserne er ligeledes drivhusgasser og truede derfor med at udviske Montreal-protokollens klimaforbedrende sideeffekt. HFC-gasser er tusinde gange mere potente klimagasser sammenlignet med carbondioxid.
Det forsøgte parterne i Montreal-protokollen at tage hånd om i oktober 2016, hvor de mødtes i Kigali, Rwanda. Her var der enighed om en reduktion i anvendelsen af HFC-gasser til et niveau, der forebygger en 0,5°C temperaturstigning alene fra disse erstatningsstoffer.
Klimaforandringer udsætter helingen
Der er dog fortsat stærke koblinger mellem klimaforandringer og genoprettelsen af ozonlaget. Som følge af Montreal-protokollen stagnerer eller aftager koncentrationerne af de ozonnedbrydende stoffer i stratosfæren altså nu. Isoleret set fører det i sidste ende til en langsom genopretning af ozonlaget.
Imidlertid foregår der sideløbende andre klimaforandringer, der påvirker ozonlaget.
F.eks. medfører øgede koncentrationer af drivhusgasser i kombination med allerede lave ozonforekomster en afkøling af stratosfæren. Data fra de seneste 25-30 år afslører en klar sammenhæng mellem kemisk ozonnedbrydning og temperaturer, der er lave nok til at tillade dannelse af såkaldte polar-stratosfæriske skyer (se foto).
De polar-stratosfæriske skyer spiller en helt afgørende rolle for den kemiske nedbrydning af ozonlaget. På overfladen af is-partiklerne i skyen omdanner menneskeskabte klor- og bromforbindelser sig kemisk til en form, der med indvirkning af sollys potentielt nedbryder store mængder ozon.
Der er en tendens til, at de kolde arktiske vintre bliver stadig koldere højt oppe i atmosfæren med resulterende kraftigere ozonnedbrydning.
I et varmere klima opstår desuden hyppigere og kraftigere tordenbyger. Målinger over USA har vist, at sådanne byger med deres omrøring af atmosfæren kan skyde vanddamp helt op i den ellers knastørre stratosfære.
Mere vanddamp i kombination med de globalt forekommende stratosfæriske sulfatforbindelser kan føre til forøget kemisk ozonnedbrydning. Det betyder alt andet lige en forøget UV-stråling ved Jordens overflade - vel at mærke over tæt befolkede områder på mellembreddegrader.
DMI gennemfører i samarbejde med Miljøstyrelsen et overvågningsprogram i Grønland og Danmark med systematiske observationer af udviklingen i ozonlaget og UV-strålingen i henhold til de forsknings- og moniteringsforpligtelser, som Danmark har påtaget sig gennem Wien-konventionen af 22. marts 1985 om beskyttelse af ozonlaget. Det overordnede formål er at overvåge genopretning af ozonlaget under klimatisk ændrede betingelser. Målingerne indrapporteres regelmæssigt til blandt andre internationale databaser under FN’s meteorologiske organisation WMO og Network for the Detection of Atmospheric Composition Change (NDACC).
Af Nis Jepsen og Niels Hansen
© DMI, 14. september 2017
