Dagslyset vinder sin 3. time
Ved vintersolhverv lige før jul var dagen gennemsnitligt 7 timer lang i Danmark. Mandag er den vokset til 10 timer
Daglængden i Danmark varierer med mere end 10 timer fra sommer til vinter. Når dagen er kortest ved vintersolhverv, er der blot 7 timer fra Solen står op, til den går ned igen. Ved sommersolhverv er der hele 17½.
Mandag den 20. februar er dagen dog allerede markant forlænget i forhold til vintersolhverv. I alt har vi vundet 3 timers dagslys, så Solen nu er på himlen i 10 timer.
5 minutter mere dag om dagen
At mandag er en grå og regnfuld dag, hvor Solen holder sig skjult bag tykke skyer, ændrer ikke på, at det går raskt mod lysere tider.
For at nå fra de 7 til de mere end 17 timer på et halvt år, skal daglængden i gennemsnit forøges næsten 3½ minut i døgnet. Ændringen sker dog ikke jævnt, men har mest fart på omkring forårsjævndøgn den 20. marts. Her bliver dagen mere end 5 minutter længere om dagen.
I de første 6 til 7 uger efter vintersolhverv tiltog daglængden primært ved solnedgang. Det er imidlertid vendt her midt i februar, og den i kommende tid får vi mest ekstra dagslys om morgenen.
Korrektioner mod nord og syd
Tallene i teksten og i tabellen gælder langs den breddegrad, som går gennem DMI på Østerbro i København. Det er ikke helt skævt som gennemsnit for landet, da både godt halvdelen af Danmarks areal og befolkning bor hhv. nord og syd for linjen.
Herunder kan du se, hvordan du skal korrigere, alt efter hvor du befinder dig.
Korrektion nord for København
Bor du nordligere end København, der er brugt som eksempel her, er forholdene en smule - men systematisk - anderledes:
- Daglængden vokser hurtigere end i København om foråret og aftager hurtigere om efteråret.
- Dagen er kortere end i København i vinterhalvåret (fra efterårsjævndøgn til forårsjævndøgn). Ved vintersolhverv beløber forskellen sig til ca. 30 minutter i Skagen.
- Dagen er længere end i København i sommerhalvåret (fra forårsjævndøgn til efterårsjævndøgn). Ved sommersolhverv beløber forskellen sig til til ca. 30 minutter i Skagen.
Korrektion syd for København
Bor du sydligere end København, der er brugt som eksempel her, er forholdene en smule - men systematisk - anderledes:
- Daglængden vokser langsommere end i København om foråret og aftager langsommere om efteråret.
- Dagen er længere end i København i vinterhalvåret (fra efterårsjævndøgn til forårsjævndøgn). Ved vintersolhverv beløber forskellen sig til ca. 15 minutter i Gedser.
- Dagen er kortere end i København i sommerhalvåret (fra forårsjævndøgn til efterårsjævndøgn). Ved sommersolhverv beløber forskellen sig til ca. 15 minutter i Gedser.
Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 20. februar 2017.