Endelig! Højtryk tørretumbler septembervejret
Sommeren og september har været lavtryk på lavtryk i Danmark, men nu trækker prognoserne i den rigtige retning
Efter flere måneder med vådt og ret køligt vejr ser de kommende fire uger endelig ud at byde på varmere og tørrere vejr. Det fortæller tirsdagens langtidsmeteorolog Martin Lindberg.
"De seneste prognoser viser et kraftigt højtryk over det nordøstligste Europa. Der er tegn på, at det fra midt i denne uge kan dominere vejret i Danmark i en længere periode", siger han.
Højtrykket sender en østlig eller sydøstlig strømning af varmere og tørrere luft ind over landet. Dermed får vi dagtemperaturer op mellem 16 og 18 grader; enkelte dage kan vi endda nå 20 grader. Det er ret varmt for årstiden.
"Vi skal nok ikke regne med masser af sol, men vi kan se frem til overvejende tørt vejr", siger meteorologen.
Dermed er der tale om en helt anden vejrudsigt, end vi har været vant til det meste af sommeren og i starten af september.
Martin Lindberg forventer, at højtrykket holder lavtryk og fronter væk fra landet i al fald de komme de syv til ti dage. Derefter er det mest sandsynlige, at højtrykket svækkes, så fronter med regn igen efterhånden når ind over landet.
"Det bliver dog næppe helt så våd og kølig en vejrtype, som den der har domineret starten på september", slutter meteorologen.
Læs selv hele Martin Lindbergs prognose.
Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 19. september 2017.