Hovedstadsregionen forbereder sig på farligt vejr

Fem forsyningsselskaber i hovedstadsregionen og DMI går nu forrest i kampen for at minimere skader ved skybrud, kraftig regn og storm.

DMI og forsyningsbranchen i hovedstadsområdet (BIOFOS, Frederiksberg Forsyning, HOFOR, KLAR Forsyning og NOVAFOS) starter pilotordning med udvidet meteorologisk varsling. Den omfatter overvågning og kommunikation af vejrudviklingen for skybrud og kraftig nedbør og storm.

Pilotordningen kører fra slutningen af maj og året ud. ’Farligtvejr-vagten’, som den kaldes, skal sikre, at der altid står en meteorolog til rådighed med support til de kommuner og beredskaber, der knytter sig til forsyningsselskaberne i hovedstadsregionen.

Målet med pilotordningen er at yde rådgivning og øge dialogen under ekstremvejrssituationer i hovedstadsområdet, så kvaliteten af det samlede beredskab højnes. Samarbejdsparterne kan på den måde være med til at sikre borgere og forhindre materielle skader.  

Tværoffentlige løsninger på forkant med klimaet

”Jeg glæder mig meget over den aftale, som DMI har indgået med forsyningerne i hovedstadsområdet om udbygget varsling og rådgivning ved ekstreme vejrhændelser.

Samarbejdet sikrer dels, at vi får mulighed for at være på forkant og reducere de risici og omkostninger, som ekstreme vejrhændelser skaber for samfundet i dag, men viser også, hvordan vi ved at bruge kendte metoder på nye og innovative måder kan skabe grobund for at etablere de langsigtede løsninger, som vejret og klimaet i de kommende årtier vil fordre af os,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Pilotordning kan reducere omkostninger ved voldsomt vejr

”DMI har ansvaret for det meteorologiske beredskab i Danmark. Vi holder åbent døgnet rundt, året rundt for at servicere befolkningen, - det private og offentlige Danmark. Erfaringer fra en pilotordning i 2016 viser, at vi skaber mere værdi, når private og offentlige aktører samarbejder om at dele viden og udvikle løsninger. Omsat til handlinger kan vi spare danskerne for meget besvær og mange omkostninger med løsninger som denne, der kan være med til at forebygge og minimere skader ved skybrud, ekstrem regn og storm”, fastslår DMI’s direktør Marianne Thyrring.

DMI gennemførte i 2016 en pilotordning med en døgnbemandet skybrudsvagt. Formålet med pilotordningen var at styrke samarbejdet på tværs af beredskab, kommune og forsyning i skybrudssituationer med det formål at minimere skaderne. Erfaringen fra pilotordningen viste, at DMI’s meteorologiske rådgivning øgede trygheden og udgjorde et væsentligt bidrag til beslutningsstøtte for de deltagende parter. Dermed kunne indsatserne under specifikke hændelser optimeres, hvilket i sidste ende kan spare samfundet for omkostninger, når der er voldsomt vejr.

Den nye aftale med de fem forsyningsselskaber og DMI er en udvidelse af pilotordningen fra 2016 med flere deltagere og flere varslingssituationer. Pilotordningen omfatter de geografiske områder, som de deltagende forsyningsselskaber dækker. På sigt ønsker DMI at udbrede ordningen til hele landet.   

Samarbejdspartnere glade for aftalen

To af forsyningsselskaberne udtaler:

HOFOR

”HOFOR er i gang med at implementere mange forskellige klima- og skybrudsløsninger i hovedstadsområdet. Arbejdet fortsætter henover de næste 20 år og vil reducere konsekvenserne ved ekstremt vejr og samtidig medvirke til at skabe bæredygtige byer med grønne, rekreative områder.

Denne ordning sætter fokus på samarbejdet mellem kommune, beredskab og forsyning samt DMI og vil medvirke til at begrænse konsekvenserne af de oversvømmelser, som uanset hvilket niveau vi skybrudssikrer på, vil ramme vores byområder fra tid til anden. Derfor gælder det om at minimere såvel sandsynligheden som konsekvenserne – for HOFOR er dette initiativ et naturligt skridt i vores fælles indsats mod ekstrem vejr,” siger forsyningsdirektør Ole Fritz Adeler.

NOVAFOS

”Vi glæder os over, som nyetableret vandselskab dækkende 9 kommuner i et bælte på tværs af Sjælland fra Roskilde Fjord til Øresund, at kunne bidrage til at sætte nye spor i bestræbelserne på at sikre bedre lokal varsling af skybrud/stormflod. Med denne aftale bliver vi sammen med kommunerne og beredskaberne i stand til hurtigt og målrettet at sætte ind med forebyggende indsatser i de aktuelle vejrsituationer,” siger Jan Skovbo Nielsen, bestyrelsesformand Novafos.

Af Pia Svejgaard Pedersen, presse@dmi.dk

© DMI, 31. maj 2017

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle