Ittoqqortoormiit vælter sig i nedbør og bader i varme om efteråret

Efterår for beboerne i den østgrønlandske by Ittoqqortoormiit byder på varmeoverskud med masser af nedbør. Sådan har det været de seneste fire år.

DMI´s seniorklimatolog John Cappelen kvalitetskontrollerer de grønlandske observationsdata. Under hans arbejde ”popper” der altid spændende ting op. Én af hans mange opgaver er at overvåge og udarbejde statistik for, hvordan sæsonerne er fra år til år.

Når vi ser lidt nærmere på efterårsmånederne (september, oktober og november) så kan vi se en tendens.  De seneste fire efterår er blevet både varmere og vådere end normalt. Normalen er udregnet i perioden mellem 1981 og 2010.

Når vi kigger på den østgrønlandske by Ittoqqortoormiit kan vi se, at der siden 2014 er registreret meget mere nedbør end normalt for et efterår. Vi skal helt tilbage til midten af 1970´erne for at kunne se lignende mængder nedbør i en efterårssæson, som vi har set de seneste fire år.

Danmark har også haft et ekstremt vådt efterår, men slet ikke i de mængder som beboerne i Ittoqqortoormiit har været udsat for.

Ser vi på gennemsnitstemperaturen for byen, så skal vi tilbage til 2009 for at have oplevet et efterår, der har været lidt koldere end normalt.

De seneste to år har beboerne oplevet en gennemsnitstemperatur på omkring fire grader højere end normalt. Hvis det var tilfældet i Danmark, kunne badesæsonen forlænges. 

Hvad skyldes så den tendens? Vi har spurgt John Cappelen.

”De seneste efterår har atmosfæren været indrettet, så en del varm luft er strømmet op langs den grønlandske østkyst. Derfor har nedbørssystemerne har givet meget mere nedbør fra sig”, fortæller han.

”Denne kombination af både varme og nedbør ses meget tydeligt i Ittoqqortoormiit, men på de andre østgrønlandske målestationer, kan man også se tendensen”, fortæller John Cappelen.

Skal vi så forvente det i fremtiden? ”Tendensen er der, men om det bliver sådan fremover, det kan vi ikke forudsige", fortæller han.

Vil du vide mere om det grønlandske vejr, så kan du finde informationer i DMI´s publikationer, DMI Report No. 17-04 og DMI Report No. 17-08

Af kommunikations-meteorolog Mette Wagner, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 8. december 2017

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle