Juli var ekstrem på Grønlands top
I løbet af juli 2017 satte DMI's vejrstation midt på Indlandsisen hele to temperaturrekorder
Vejret i Grønland er ekstremt - helt generelt. Stedet midt på Indlandsisen, kaldet Summit, er ingen undtagelse. Noget temperaturen i juli 2017 satte en tyk streg under.
Sejlivet lavtryk satte kulderekord
Allerede den 4. juli i løbet af de på denne årstid lyse nattetimer, sneg termometeret sig ned på minus 33,0°C. Det er ny kulderekord for juli ved Summit. Den tidligere lød på minus 30,7°C.
"Det var et lavtryk vest for Disko Ø, som trak den meget kolde luft ind over Grønland og forårsagede kulderekorden, fortæller DMI's grønlandsekspert, klimatolog John Cappelen.
"Lavtrykket var kendetegnet ved en lukket cirkulation af meget kold luft. Vi kan følge det på vejrkort og observationer helt tilbage til starten af juni, hvor det lå over Ellesmere Island vest for det nordvestlige Grønland. I løbet af måneden bevægede det sig tværs over Det Arktiske Ocean til den sibiriske kyst og derfra tilbage til Grønland igen. Det er en ganske usædvanlig rejse og en sjælden situation", siger klimatologen.
Højtryk hentede varmen i højden
Den 28. juli var et højtryk så klar til at gøre lavtrykket kunsten efter og sætte en rekord - denne gang i modsatte ende af temperaturskalaen.
"I et højtryk synker luft fra stor højde mod overfladen. På luftmassens rejse nedad stiger trykket og dermed temperaturen i den. Der er som, når man pumper luft i en cykelslange, så trykket stiger. Den bliver også varmere", forklarer John Cappelen.
"I slutningen af juli havde vi et højtryk parkeret over det centrale Grønland. Og netop nedsynkende luft var årsagen til, at vi den 28. sidst på eftermiddagen målte nogle af de sjældne varmegrader midt på Indlandsisen. Selv om det ikke lyder af meget, så er plus 1,9°C faktisk ny varmerekord for juli".
DMI har registreret vejret på Summit siden 1991. Den højeste temperatur, der er målt, er plus 4,4°C, mens den laveste er isnende minus 63,3°C.
John Cappelen kan kontaktes via DMI's pressetelefon på 39 15 75 09.
Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 3. august 2017