Ofte for varmt og sjældent for koldt i Danmarks nye klima
En generelt varmere atmosfære medfører flere varmeekstreme temperaturforhold - også i Danmark.
DMI måler det danske vejr. Og ved en række stationer eksisterer lange, ubrudte temperaturserier. De giver en unik mulighed for at analysere udviklingen siden begyndelsen af 1870’erne og frem til i dag.
I en artikel i nyeste nummer af bladet Aktuel Naturvidenskab analyserer tre forskere forekomsten af dels ekstremt lave; dels ekstremt høje temperaturer i Danmark. Målet er at se, om der er sket en ændring, i takt med at middeltemperaturen i landet er steget med ca. 1,4°C.
Data fra fem DMI-stationer, der har målt minimum- og maksimum-temperaturer siden 1870’erne, viser, at antallet af dage med kuldeekstremer i Danmark er aftaget, mens antallet af dage med varmeekstremer er tiltaget.
Ved de fem stationer lå det gennemsnitlige antal af dage med kuldeekstremer per år i perioden 1877-1886 på 45. I perioden 2007-2016 var det tal faldet til 30. Omvendt lød det gennemsnitlige antal af dage med varmekstremer per år i perioden 1877-1886 på 30. I perioden 2007-2016 var tallet steget til 50.
En generelt varmere atmosfære medfører altså ikke overraskende flere varmeekstreme temperaturforhold - også i Danmark.
Du kan læse den fulde analyse, herunder definitionen af kulde- og varmeekstremer, i artiklen, der er linket til nedenfor.
Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 27. maj 2017