Skolernes efterårsferie ser lovende ud
Holder du efterårsferie i Danmark, så er der godt nyt i den nye månedsprognose.
Masser af regn og kun få solskinstimer; det er den korte opsummering af sommerferien og de seneste måneder. Men efterårsferien bliver anderledes. Det fortæller tirsdagens langtidsmeteorolog Lisette Grenbom, der har kigget på vejret i den kommende måned.
"I uge 42 og faktisk også i uge 43 tyder det på højtryk over det centrale eller nordlige Europa. Det giver en helt anden vejrtype til os i Danmark, end den vi har set hele sommeren", siger hun.
I stedet for byger og en kold vind får vi solskinsdage, der kan komme over 15 grader. Det er varmt for anden halvdel af oktober. Nogle dage risikerer vi dog, at gråt vejr med dis og lave skyer hænger fra morgenstunden og langt op ad dagen.
"Forskellen på solskinsdagene og gråvejrsdagene finder vi i vindretningen", forklarer meteorologen. "Fra sydvest kommer varmen sammen med fugt og dermed skyer fra Nordsøen. Fra syd får vi tørrere luft fra det europæiske fastland, som giver mere plads til Solen. Vi vil nok opleve begge dele i uge 42 og 43".
Inden det fine efterårsvejr tager over, skal vi dog lige igennem et par fronter med skyer og perioder med regn, men allerede fra fredag, hvor efterårsferien starter, begynder højtrykket at bygge op.
Af Niels Hansen
10. oktober 2017