Snestorm - hvad skal der til (og får vi en?)?

Ifølge kalenderen er vinteren næsten slut. Alligevel får vi endnu en prøve på den. Et lavtryk sender torsdag eftermiddag og natten til fredag sne ind over dele af landet.

Definitionen på en snestorm og kraftig snefald

DMI’s varsler for:

- Snestorm, når der falder mere end 10 cm sne på 6 timer og middelvinden overstiger 10 m/s, og snefygning er sandsynlig. 

- Kraftig snefald, når nedbørmængden overstiger 15 cm sne på 6 timer. 

Hvad skal der til, før der kommer sne og snestorm?

Når tilstrækkelig kold og tør luft møder en varm og fugtig luft, er der et område, hvor nedbøren falder som sne. Et lavtryk, der kommer fra Atlanterhavet, vil på sin vej mod Danmark samle en del fugt. Hvis den så møder en kold og tør luft, så er der sne i luften. 

I forbindelse med et lavtryk bliver den varme luft løftet op over den kolde. Derved afkøles luften, og det begynder at sne. Det er dog kun på nordsiden af vinterlavtrykket, at sneen ikke smelter, inden den når jorden. Det afhænger af, hvor højt oppe i luften, temperaturen kommer under frysepunktet. På nordsiden af lavtrykket er det tæt på jordoverfladen, men mod syd sker det ca. 1 km op i luften. Det kræver ca. 500 m at smelte sneen til regn.

Hvis lavtrykket er kraftigt, så blæser det også kraftigt i forbindelse med sneen.

Bliver det snestorm?

I løbet af denne uge bevæger et lavtryk sig fra Atlanterhavet, og torsdag eftermiddag når det frem til Danmark, hvor det møder den kolde luft fra Rusland.

Det vil med sikkerhed sne i et bælt på ca. 150 km nord for lavtrykket. Men der er endnu stor usikkerhed om, hvordan lavtryksbanen bliver hen over Danmark. Dermed er det også meget svært at vide, hvor sneen vil falde. Det bedste bud lige nu er, at lavtrykket bevæger sig hen over den sydligste del af landet. Dermed falder det meste sne i Nordsjælland og den centrale del af Jylland. Vinden i dette område vil typisk ligge på 5 til 8 m/s. Dermed blæser det ikke nok til en regulær snestorm. Til gengæld er der risiko for, at der nogle steder falder mere end 15 cm sne. I så fald er kriteriet for kraftigt snefald opfyldt.

Glatte veje

Fredag morgen vil der være glatte veje også uden for snebæltet. Derfor er det en god ide at tage tidligere hjemmefra, end du normalt gør.

Nord for sne-bæltet bliver det forholdsvist klart vejr, mens der i syd falder regn. Det er en giftig kombination, som kan give glatte veje om fredagen. Det gælder både i nord og syd, fordi temperaturerne falder til under frysepunktet i løbet af natten til fredag.

Snemænd og kælketure

'Bliver sneen liggende'? 'Ikke særligt længe' er det korte svar. På fredag kommer luften fra nord. Det giver en flot solskinsdag til de fleste. Natten til lørdag bliver meget kold. I de sneklædte områder bliver det ned til 10 graders frost. I weekenden sender endnu et lavtryk dog lun luft ind over landet igen, og så er det slut med snemænd og kælketure for denne gang.

Du kan læse mere om sne, varsler fra DMI, samt se mere om den aktuelle trafiksituation i 'Værd at Vide' øverst til højre.

Af meteorolog Klaus Larsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 21. februar 2017

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle