Solrig afslutning på september
Lun, solrig, blæsende og kølig. Ugen rummer lidt af det hele, vurderer DMI's vagtchef.
Det er sidste uge i september. Skal vi snart tage handskerne på? Det har vi spurgt meteorolog og vagtchef Thyge Rasmussen om.
I starten af ugen vil de fleste danskere kunne nyde den lune og fugtige luft, der strømmer ind over Danmark. Temperaturen kommer op omkring 18 grader, og i eftermiddagstimerne titter solen frem flere steder. Torsdag er skiftedag. Vi får solen at se hele dagen, men det bliver køligere og tørrere. Både dagene og nætterne bliver efterhånden mere blæsende.
"Fra torsdag ligger Danmark i et blæsende smørhul. Der er fronter mod vest og højtryk mod øst", fortæller Thyge Rasmussen.
I dagtimerne får vi rig mulighed for sol. Om natten kan vi flere steder se stjernerne. Når det er klart og stille vejr i de mørke timer, starter dagen kold. Skal vi have handsker og huer på fra morgenstunden?
"Nej umiddelbart ikke", siger meteorologen.
"Fra torsdag bliver nætterne klare og blæsende. Temperaturene når kun ned omkring 10 grader. Det er takket være blæsten, at vi ikke når længere ned. Selv om det er blæsende og omkring 15 grader, kan man godt nyde solskinnet. Det kræver bare et sted med læ", fortæller Thyge Rasmussen.
September afsluttes altså med manér: sol flere steder og temperaturer mellem 15 og 18 grader. Handskerne, dem skal vi ikke bruge i denne uge, men har du allerede haft dem fremme, skal du nok ikke lægge dem for langt væk.
Af kommunikations-meteorolog Mette Wagner, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 25. september 2017