Søndag med skybrud, stormstød og julis første sommerdag
Søndag blev en vild vejrdag i Danmark med både julis første sommerdag, vindstød af stormstyrke og mange skybrud i den sydøstlige del af landet
Byger gav søndag det sydlige og østlige Danmark masser af regn og mange lokale skybrud.
"Det var varm luft fra sydvest i kombinationen med fugt, der gjorde det muligt at opbygge uvejret, hvor striber af tordenbyger med skybrud kom ind over især de østlige egne", forklarer meteorolog Klaus Larsen.
Dobbelt skybrud og 5 gulvspande
Vildest gik det for sig i Slagelse, hvor der blev målt dobbelt skybrud med hele 36 mm regn på blot 30 min. Der er tale om skybrud, når der kommer mere end 15 mm på 30 minutter.
I alt registrerede DMI skybrud ved 31 stationer søndag, oplyser klimatolog John Cappelen.
De samlede nedbørmængder i løbet af døgnet var ligeledes betragtelige. Også her førte Slagelse feltet an med 51,4 mm. Det svarer til mere end 5 store 10-liters gulvspande med vand på hver eneste kvadratmeter eller 50 ton vand i en almindelig villahave på 1.000 kvm.
Lun luft med det hele
Selv om Slagelse fik mest vand, så går prisen for søndagens vildeste vejr alligevel til Hammer Odde på det nordvestlige Bornholm.
Først registrerede stationen Danmarks første sommerdag i juli 2017 med temperaturer over 25°C. Termometeret toppede helt oppe på 26,4°C omkring kl. 16.40.
"Det var den varme luft for sydvest, der gav os julis første sommerdag", forklarer Klaus Larsen.
Mindre end en time efter sommerdags-scoringen oplevede indbyggerne ved Hammer Odde så et skybrud, der samtidig gav vindstød af stormstyrke.
Det er helt normalt i forbindelse med intense tordenbyger, forklarer Klaus Larsen.
"Den kraftige nedbør sender den kolde luft i tordencellen ned til overfladen med stor kraft. En vindøgning på 5 til 10 m/s er ikke unormal. Den kolde luft fra tordencellerne sænker også typisk temperaturen ved jordoverfladen. Ved Hammer Odde faldt den f.eks. 6 grader på en time".
De kommende dage strømmer køligere luft med færre byger ind over os fra vest. Allerede torsdag ser dog temmelig våd ud igen, når et frontsystem med udbredt regn frem mod landet fra sydvest.
Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
Data John Cappelen
© DMI, 31. juli 2017