Tag højde for kuldeindeks

Skal du ud i vejret de kommende dage, så husk at tjekke kuldeindekset. Vind og frost vil bide godt i kinderne næsten hele denne uge

Frost og vind gør ugen til en ekstra kold fornøjelse. Hvis du klæder dig på til et par frostgrader om morgenen, så kommer du hurtig til at fryse. Især vindtæt tøj er nødvendigt, hvis du skal ud i vejret.

Du føler dit varmetab

Et hurtigt kig på termometeret tirsdag morgen afslørede en temperatur på minus 2°C. Men udenfor føles det, som om det er 15 frostgrader. Det er vinden, der gør hele forskellen.

Den følte temperatur er et udtryk for den temperatur, kroppen 'oplever' rent fysiologisk som den samlede effekt af temperatur og vind. Vinden fjerner nemlig den kropsvarme, vi prøver at opretholde. Og jo større vindhastighed - des større varmetab.

Den følte temperatur er altså ikke en egentlig lufttemperatur, men den 'vindstille-temperatur', varmetabet svarer til. Og det varmetab er relevant, hvis du skal befinde dig udendørs i længere tid.

En kold uge

Tirsdag morgen var ikke en enlig svale, også de kommende morgener bliver kolde. Et højtryk over Mellemskandinavien og lavtryk vest og sydvest for Danmark, sender mere kulde og blæst fra øst. Jævn til frisk vind hele ugen bringer kuldeindekset ned omkring 15 graders frost.

Torsdag er der dog et lille ophold i følelsen, da vinden aftager en overgang.

Mere om vindkøling

Et spørgsmål, vi ofte får i forbindelse med kuldeindeks, er, om vand ville fryse, hvis lufttemperaturen er over 0°C med en følt temperatur på minus 5°C? Svaret er nej. Hvis temperaturen derimod er under 0°C, fryser vandet. En stærk vind fremskynder i så fald processen, fordi overfladen mister varme hurtigere.

Lufttemperaturen ændres altså ikke, lige meget hvor meget det blæser, og en eksponeret genstands temperatur kommer heller aldrig under luftens temperatur på grund af vindkøling alene. Men: Jo mere det blæser - jo hurtigere udlignes en genstands temperaturforskel til omgivelserne. Det gælder faktisk, uanset om genstanden oprindeligt var varmere eller koldere end omgivelserne. Og er genstanden våd, øger vind fordampningsraten.

Af Klaus Larsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 7. februar 2017

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle