Usædvanlig blæsende septemberdag mod syd

Onsdag blev en blæsende dag i Danmark med vindstød op til stærk storm. Årsagen var et lavtryk, der passerede tværs over landet med sit kraftige vindfelt 

Tirsdag formiddag varslede DMI's meteorologer, at vindstød af usædvanlig styrke ville ramme det sydlige Danmark onsdag. Selv om vi hvert år oplever vindstød af stormstyrke i september, så var der denne gang udsigt til noget lidt voldsommere. Varslet lød bl.a. på vindstød op til 30 m/s. Det svarer til stærk storm og tæt på orkanstyrke.

Storm starter ved 24,5 m/s, stærk storm starter ved 28,5 m/s, og orkan starter ved 32,7 m/s.

Årsagen til det voldsomme vejr var et lavtryk, som i følge prognoserne ville passere tværs over landet. Den kraftigste vind lå syd for selve lavtrykket, så varslet blev udstedt for et strøg fra Varde, Esbjerg og Tønder i vest og helt over til Bornholm i øst.

Stormstød tæt på orkan

I løbet af onsdag eftermiddag begyndte vinden for alvor at tage til på vestkysten. Herefter kulminerede blæsten i løbet af den sene eftermiddag og aften.

Efterfølgende har klimatolog Mikael Scharling kigget målingerne igennem.

"Det kraftigste vindstød blev målt til 32,5 m/s ved Gedser mellem klokken 18 og 19. Det er altså meget tæt på orkanstyrke", fortæller han. Flere steder blev der registreret vindstød over 30 m/s, som er stærk storm.

Også middelvinden nåede højt op. Middelvind er gennemsnittet af vinden målt over ti minutters og den, der benyttes til at klassificere blæsevejr. 
"Vi målte 25,4 m/s på Rømø mellem klokken 19 og 20. Det er storm-styrke. Flere steder blev der registreret middelvind over 20 m/s, som er hård eller stormende kuling", siger Mikael Scharling.

Blæsten førte også til et varsel om forhøjet vandstand i Vadehavet. Klokken 20 onsdag toppede det med 3,16 meter over daglig vande ved Ribe kammersluse. Det er fortsat næsten 1 meter under en såkaldt 20-års-hændelse, der typisk er der, hvor vandstanden for alvor begynder at volde problemer.

Stormende kuling, men ikke en storm

Klimatologerne har efterfølgende klassificeret onsdagens uvejr som en regional klasse 1 på den danske stormliste, der indeholder data for alle større blæsevejr i Danmark. Klasse 1 er de svageste hændelser på listen med en middelvind af stormende kuling og altså ikke en storm. Klassifikationen sker dels på baggrund af vinden, dels på baggrund af hvor stort et område, den berører.

At der ikke var tale om en decideret storm forklarer også, hvorfor blæsevejret ikke fik et officielt navn. Danske stormnavne er et kommunikationsværktøj i varslingssituationer, og kriteriet for navngivning er et varsel om storm over dansk landområde. Dermed var betingelserne for navngivning ikke opfyldt.

DMI måler som nævnt vindstød af stormstyrke næsten hvert år i september, men vi skal tilbage til 21. september 1990 for at finde noget, der kan matche det, vi oplevede onsdag. Dengang for 27 år siden var det dog endnu voldsommere. Der var - i modsætning til onsdag - tale om en regulær storm. Dem har vi kun haft seks af i september, siden registreringen begyndte 1891.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 14. september 2017

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle