Varmerekorder og masser af nedbør i Østgrønland
Varm luft fra Atlanterhavet gav usædvanligt vintervejr i Østgrønland. Det var en varm vinter i Østgrønland med et par varmerekorder og en del nedbør, nok mest som sne. Varmerekorder og masser af sne burde være to modsætninger, men der er en sammenhæng. Den meget nedbør og varme har også betydning for indlandsisen
Vinteren 2016-17 var usædvanlig i store dele af det arktiske område. For eksempel har Nord- og Østgrønland siden oktober oplevet lange perioder med lunt vejr.
Mange stormlavtryk bevægede sig i løbet af vinteren op langs den grønlandske østkyst. Det startede allerede i oktober, hvor Syd- og Østgrønland fik langt mere nedbør end normalt. Det var så varmt, at nedbøren ved kysterne mest faldt som regn, men oppe på indlandsisen faldt det mest som sne.
Ittoqqortoormiit fik den næstvådeste vinter med 338,3 mm. Det er 228,6 mm mere end klimanormalen for 1981-2010. DMI startede her med at måle nedbør i 1949.
I løbet af efteråret og vinteren er der flere gange sat månedsrekorder. Det er dog kun i Aputiteeq, der har været en rekordvarm vinter med en temperatur på -5,4°C. Den var 4,4°C varmere end normalen fra 1981-2010. DMI startede her med at måle i 1958.
Umiddelbart lyder det som en modsætning, at der i en varm vinter falder masser af sne. Forklaringen på dette er, at de mange stormlavtryk, der har præget Østgrønland, har deres oprindelse langt mod syd i den varme del af Atlanterhavet. En varm luftstrøm kan indeholde langt mere fugt end en kold. Derfor vil den varme luft, der følger med lavtrykkene, give meget nedbør, når den møder det koldere arktiske område.
Mere indlandsis
Vinterens megen nedbør har også betydet, at der tilføres mere masse til indlandsisen end normalt. Tilvæksten er ikke set større siden 1980, hvor dataserien starter. Især Sydøstgrønland har oplevet stor tilførsel. Hovedparten af nedbøren blev leveret i forbindelse med stormene i oktober, men de følgende måneder har også tilført mere end normalt. I år er der allerede nu tilføjet lige så meget masse, som gennemsnittet for tilvækst-sæsonerne i perioden 1990 til 2013. Perioden for tilvækst af indlandsisen er typisk fra september til maj.
Den største betydning for overflademassebalance er dog smeltesæsonen, der som regel starter i juni. Balancen udregnes fra september til august. Derfor er det for tidligt at sige noget om, hvordan sæsonens massebalance bliver som helhed. Den største afsmeltning skete i 2012 (den røde kurve på grafen ovenfor).
Kurverne viser, at hele årets overflademassebalance for det meste er positiv. Men vil vi vide noget om isens totale massebalance, skal også massetabet som følge af kælvningen af isbjerge medtages.
Satellitobservationer over de seneste 10-15 år viser dog, at Indlandsisen faktisk ikke er i balance. Kælvningen giver et større tab, end det positive bidrag fra overflademassebalancen. Grønland har derfor gennemsnitligt mistet mere end 200 Gt is årligt. Særlig voldsomt var det i 2012, som endte næsten 300 Gt under gennemsnittet for 1990-2013.1 Gt er 1 milliard ton og svarer til 1 kubikkilometer vand.
Et enkelt år kan dog ikke sige noget om den globale opvarmnings betydning for Indlandsisen. Resultater fra klimamodeller viser, at en øget opvarmning medfører, at der tilføres mere masse til indlandsisen fra september til maj, og at der samtidigt sker en øget afsmeltning i de tre sommermåneder. Modellerne peger på, at nettoresultatet af disse klimaændringer er et massetab.
Du kan læse mere om varmen i Nordatlanten og tilstanden af Grønlands indlandsis i Værd at Vide til højre.
Af meteorolog Klaus Larsen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 08. februar 2017
