Hov, hvor blev torsdagens uvejr af?

Søndag forvarslede DMI, at der kunne forekomme vindstød af stormstyrke torsdag, men tirsdag morgen var billedet noget anderledes, så blæsevejret blev afblæst

Søndag indikerede prognoserne, at et lavtryk ville udvikles vest for De Britiske Øer og tage en bane ind over Danmark ledsaget af kraftig vind, slud og tøsne. Derfor blev der søndag udsendt et forvarsel om, at torsdag kunne byde på kraftig vind og vindstød af stormstyrke.

”Nu ser det ud til, at lavtrykket ikke bliver helt så voldsomt, og at det tager en sydligere bane, ind over det nordlige Tyskland”, siger vagtchef Klaus Larsen.

”Den sydligere bane betyder, at der fortsat kan komme slud eller tøsne i de sydlige dele af Danmark, men sandsynligvis kommer der ingen vind af betydning. Som en konsekvens af skiftet i prognoserne er blæsevejret nu aflyst”, fortæller han. 

De to grafikker til højre viser, hvor meget prognoserne for torsdag ændrede sig fra modelberegningen søndag nat til tirsdag formiddag. Den øverste grafik fra tirsdag viser et forholdsvist uskyldigt lavtryk, mens den nederste beregnet søndag nat viser et lavtryk på en nordligere bane og med lidt mere vind i.

Klaus Larsen runder af: "Oftest er prognoserne gode til at forudsige vejr som f.eks. lavtryk flere dage ud i fremtiden, men selve lavtrykkenes kurs er tit usikre. Det er dog sjældent, at vi ser så store ændringer i styrken".

Af kommunikations-meteorolog Trine Pedersen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 16. januar 2018

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle