Januarrekorden faldt ved nærmere eftersyn

Onsdag den 24. januar registrerede DMI en temperatur, der var 0,5°C højere end den gældende rekord for måneden. Målingen overlevede dog ikke den efterfølgende kvalitetskontrol

Danmark fik alligevel ikke ny varmerekord for januar. Onsdag den 24. januar målte vejrstationen ved Sønderborg ellers 12,9°C, og dermed så den gældende rekord for måneden på 12,4°C ud til at være slået. Men inden de 12,9°C kunne udnævnes til ny officiel varmerekord, skulle den - som alle DMI's øvrige målinger - igennem en grundig kvalitetskontrol, der fanger systematiske og periodiske afvigelser. Og den kvalitetskontrol overlevede de 12,9°C ikke, fortæller klimatolog ved DMI, Mikael Scharling.

"Først tjekkede vi, om temperaturforløbet ved stationen så fornuftigt ud - at der ikke f.eks. var pludselige hop eller dyk i løbet af døgnet. Her var der ikke noget at udsætte på de 12,9°C", siger han.

Derefter blev målingen sammenlignet med stationer i nærheden; blandt andet Store Jyndevad ved grænsen til Tyskland, som var næstvarmest på dagen. Her blev der målt op til 12,1°C.

Ekstramåling var for varm

"0,8°C er en stor afvigelse mellem nærliggende stationer på denne tid af året, hvor der ikke er solopvarmning til at drive lokale forskelle i temperatur. Umiddelbart er det svært at give en fornuftig meteorologisk forklaring, så det krævede et nærmere eftersyn", siger klimatologen.

Det nærmere eftersyn bestod i, at en servicetekniker besøgte stationen ved Sønderborg den 26. januar. Her opsatte han et referenceinstrument, der i en periode målte parallelt med stationens eget instrument. Teknikeren viste, at stationens instrument målte godt 0,3°C højere end referenceinstrumentet.

Til sidst tjekkede klimatologerne, hvorvidt mikroklimaet - altså forhold i nærområdet - omkring stationen har indflydelse på målingen. Her tyder meget på, at lokaliteten er lidt for varm, og at den dermed ikke korrekt repræsenterer den generelle luftmasse over Danmark, som data fra vejrstationer, der indgår i DMI's klimatologiske opgørelser, bør.

Den gamle rekord lever

"Vores samlede vurdering er, at temperaturer fra stationen ved Sønderborg pt. ikke helt opfylder vores strikse klimatologiske kvalitetskrav. Danmarks varmerekord for januar er dermed fortsat 12,4°C sat i 2005", konkluderer Mikael Scharling.

Med de 12,9°C ude, blev den højeste temperatur i januar 2018 12,1°C målt ved stationen Store Jyndevad. Det tangerer den næsthøjeste maksimumstemperatur målt i en januar-måned. Andenpladsen deles med 2007.

Når en station udelukkes, så optræder stationen ikke på dmi.dk og ekskluderes i klimatologiske produkter som f.eks. 'månedens vejr'.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 2. februar 2018.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle