Kulden kryber ned over landet fra weekenden
Meningerne om næste uges vejr er delte. Nogle elsker kulde, andre synes, den skal blive deroppe mod nordøst, hvor den kommer fra.
Nu sker det; det som de af os, der elsker kulde, har ventet på en hel vinter. Et højtryk bygges i løbet af weekenden op over Nordskandinavien og pumper kold luft ned over Danmark.
I løbet af lørdagen og søndagen trækker kulden langsomt ned over landet fra nord og nordøst, og fra på mandag ser det ud til, at hele landet kan vente dagsfrost; altså temperaturer under frysepunktet i døgndrift.
Dagtemperaturen i starten af næste uge vil typisk ligge mellem frysepunktet og 5 graders frost, og nætterne kan blive noget koldere med 5 til 10 graders frost - lokalt måske ned til 12-15 graders frost. Det bliver koldest inde i landet væk fra kysterne, hvor det stadig lunkne havvand vil holde temperaturen lidt oppe.
På Twitter er brugerne relativt uenige om, hvorvidt Danmark skal beholde det nuværende vejr eller skifte det ud med dagsfrost.
Frostvejret bliver ledsaget af gode muligheder for sol. Især ved Østersøen er der desuden chancer for snebyger.
Fra midt på næste uge bliver prognoserne noget usikre. Som det ser ud nu, vil der fra midt på ugen langsomt sive lidt mildere vejr op fra syd.
Af kommunikations-meteorolog Trine Pedersen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 31. januar 2018