Pinsevejret optræder med lovende sidste akt
Der er nu gået næsten 50 dage siden påske, og vi kan derfor om lidt strække fingrene ud og få fat i pinsen. Vejrmenuen står både på lidt skyer og chancer for regn, men den sidste halvdel bliver klar og solrig.
Pinseweekenden lægger fra kaj fredag med en del skybesøg, som dog indleder retræte i løbet af lørdagen.
I det jyske skal man dog ikke starte havefesten uden at have en pavillon inden for rækkevidde, da der her er mulighed for byger ud på eftermiddagen.
Man behøver ikke at bekymre sig om, hvorvidt teltet blæser bort, da vinden landet over holder sig svag til jævn.
Pinsens to sidste dage bliver skyfri og lune, og temperaturene slår deres folder mellem 17 og 23 grader.
Alt i alt er der tale om et relativt lunt og stabilt pinsevejr, som muliggør et bredt udvalg af aktiviteter lige fra stangtennis til stavgang.
Hvis du mangler emner til smalltalk'en over pinsefrokosten, kan DMI foreslå beretninger om vejret de forgangne pinser. Nedenfor får du et forspring.
Pinsevejret de seneste ti år
2017 ustadig med regn mange steder. Solen kiggede dog også forbi, specielt i den sydøstlige del af landet. Temperaturen Pinsemorgen lå mellem 10 og 13 °C.
2016 var generelt til den kølige side, blandet med både nedbør og sol. Rigtig fint i det nordlige Jylland, men mere ustadigt i det sydlige Jylland og på øerne. Temperaturen Pinsemorgen lå mellem 6 og 9 °C.
2015 var generel kølig krydret med både lidt nedbør og en del sol. Temperaturen Pinsemorgen lå i den kolde ende af skalaen med mellem 4 og 8 °C.
2014 var stille og overvejende solrigt dog afbrudt af et mindre regnvejr pinsedag. Temperaturen pinsemorgen lå omkring solopgang mellem 9 og 14 grader.
2013 var ustadig med regn og byger mest i den nordlige og østlige del af landet. Nogle steder specielt i Jylland på det nærmeste tørt. Temperaturen lå omkring solopgang mellem 8 og 15 grader.
2012 var stille med næsten helt klar himmel. Temperaturen lå omkring solopgang mellem 10 og 15 grader.
2011 var med stille, let skyet og diset vejr, lokal med tåge. Temperaturen lå omkring solopgang mellem 6 og 13 grader.
2010 var med stille, halvskyet og diset vejr, lokal med tåge. Temperaturen omkring solopgang lå mellem 9 og 13 grader.
2009 var med roligt og næsten helt klar himmel. Temperaturen omkring solopgang mellem 7 og 13 grader.
2008 var med stille vejr og kun et tyndt, højtliggende skydække, som solen kunne skinne igennem. Det gav mulighed for at se nogle flotte haloer. Enkelte steder lidt dis. Temperaturen omkring solopgang nåede ned mellem 7 og 14 grader.
Af Lærke Hansen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 18. maj 2018