Gigantisk hul i ozonlaget over Antarktis
I 2018 blev ozonhullet over Antarktis betragteligt større end sidste år. Men når vi ser på udviklingen over en længere årrække, er vi heldigvis på rette vej, ozonhullet bliver langsomt mindre.
Ozonlaget var et af tidens dagsordensættende emner tilbage i 1980’erne. Her blev man nemlig opmærksom på den skadelige effekt af tidligere tiders udledning af ozonnedbrydende gasser, de såkaldte CFC gasser, som blandt andet fandtes i køleskabe og spraydåser. Gasserne fremkaldte simpelthen ’hul’ i jordens beskyttende ozonlag. Derfor vedtog man på verdensplan at regulere mængden af ozonnedbrydende gasser via internationale aftaler i 1987, det vi kender som Montreal-protokollen.
Siden da har ozonhullets størrelse over Antarktis været en indikator på, hvordan det går med vores ozonlag. Ozonlaget har derfor stor interesse for forskningsinstitutioner over hele verden, her i blandt også DMI, som har deltaget i overvågning af og forskning i ozonlaget siden 1992.
10. største ozonhul siden målingernes start
Sidste år i 2017 var ozonhullet relativt småt, men det er langt fra tilfældet i år.
I år opnåede hullet sin maksimale størrelse den 20. september, hvor det dækkede et areal på hele 25 millioner km2. Derved sneg det sig lige ind på 10. pladsen på rekordlisten over største ozonhuller gennem tiden. Dette års ozonhul er hermed markant større end i 2017, som var det mindste i 30 år. Betyder det, at missionen om at bremse udledningen af ozonnedbrydende gasser er slået fejl?
Meteorologiske forhold påvirker også ozonlaget
Nej, vi har faktisk en anden fornuftig forklaring. Der er nemlig store udsving i ozonhullets størrelse fra år til år, da det ikke alene er tilstedeværelsen af ozonnedbrydende stoffer, der afgør hullets størrelse. De meteorologiske forhold i stratosfæren, hvor ozonlaget befinder sig, kan også påvirke ozonnedbrydningen. Ozonlaget nedbrydes mest effektivt, når vi har både sollys og lave temperaturer over længere tid. Og det har været tilfældet over Antarktis en stor del af året. Dertil kan lægges nogle særlige vindforhold, som har slidt særligt hårdt på ozonlaget i år.
Kraftig polarhvirvel øger ozonhullets størrelse
Den polare hvirvelvind, ofte betegnet den polare vortex, dækker over kraftig vind, der blæser rundt om polerne fra få kilometers højde og op til mere end 30 km, i en ringformet bane.
Denne hvirvelvind afskærmer luftmassen inden for hvirvlen mod den omgivende relativt varme og ozonrige luft. Den kemiske ozonnedbrydning kan derfor fortsætte uforstyrret inden for hvirvlen, ind til hvirvlen bukker under for presset af den omgivende luft.
At vi i år oplevede det 10. største ozonhul nogensinde, mens det i 2017 var det mindste i ca. 30 år, hænger derfor sammen med den polare hvirvel. I år var vortex’en kraftig, mens den i 2017 var noget svagere. Hvirvelvinden var mindre i både udstrækning og i højde og blev hurtigt svækket, så varmere luft kunne trænge ind.
Det ser derfor ud til, at de tiltag, der gøres for at genopbygge ozonlaget virker, men det er en langsommelig proces. Ifølge WMO forventes ozonhullet først at være forsvundet helt omkring år 2060. Der vil dog undervejs være udsving i ozonhullets størrelse, men de er styret af meteorologiske forhold.
Af Helge Jønch-Sørensen
Redigeret af Anja Fonseca
17. december 2018
