Ny NASA-satellit holder øje med isen ved polerne

Lige som isen i Arktis er ved at nå sit årlige minimum, har NASA sendt en ny is-satellit i kredsløb. Satellitten kan give forskerne de hidtil mest præcise målinger af, hvor meget Grønlands indlandsis og tykkelsen af havisen i Arktis ændrer sig.

Lørdag eftermiddag dansk tid sendte NASA den længe ventede satellit ICEsat-2 (Ice, Cloud and land Elevation satellite 2) ud i kredsløb fra Vandenberg Air Force Base i Californien. Opsendelsen gik planmæssigt.

Som sin forgænger ICEsat-1, der blev opsendt i 2003, er ICEsat-2 skabt til det formål at give forskere mere præcise målinger af jordens overflades højde og dens ændringer over tid. ICEsat-2 har særligt fokus på at måle is, dvs. iskapperne og havisen ved polerne.

På grund af instrumentfejl var forgængeren ICEsat-1 kun fuldt funktionsdygtig i nogle få måneder i 2003. Den optog derfor bare data i nogle måneder om året, indtil NASA mistede kontakten til den i 2009. Derfor har mange forskere ventet spændt på efterfølgeren, ICEsat-2. Også på DMI ser man meget frem til at se de første målinger fra satellitten. De forventes at komme, når satellitten er kommet på plads i sin bane.

Forbedret teknik

ICESat-2 har kun et enkelt instrument ombord. Det er en grøn laser kaldet ATLAS (Advanced Topographic Laser Altimeter System). ATLAS’ laser sender ’pulser’ af lys mod jordoverfladen og måler den tid, det tager for det reflekterede lys at nå tilbage til instrumentet. 

Teknikken kaldes laser-altimetri. Den bygger på, at man af laser-pulsens rejsetid kan beregne afstanden mellem satellitten og jordens overflade med meget stor nøjagtighed.

Det nye ATLAS laser-instrument på ICEsat-2 er langt mere avanceret end det på dens forgænger. ICEsat-2 sender 10.000 laser-pulser mod jorden i sekundet, mens ICEsat-1 kun sendte 40 pulser i sekundet. At man nu får mange flere målinger gør, at man får en meget mere detaljeret måling af jordens overflade.

Havisens udbredelse og volumen

Via satellitten kan man også udlede tykkelsen på den havis, der driver rundt på havoverfladen. Ved at måle isens højde over havet og sammenholde den med viden om isens massefylde, kan isens tykkelse beregnes. 

Cand.scient., Ph.d. ved DMI Rasmus T. Tonboe understreger vigtigheden af ICEsat-2-målingerne: ’’På DMI har vi i mange år arbejdet med at  bestemme hvordan isens areal ændrer sig over tid.  Målinger fra ICEsat giver os et estimat af isens tykkelse, så vi også kan sige noget om dens volumen og altså hvor meget is, der dannes og smelter hvert år. På DMI arbejder vi i øjeblikket også på at kortlægge sne på havis, og det vil også forbedre istykkelsesmålingerne med ICEsat-2”.

Havisen i Arktis dækker hele det Arktiske ocean om vinteren og har mindste udbredelse sidst på sommeren i september. Det betyder, at isen netop nu formodentlig har nået årets minimum og nu begynder at vokse igen frem mod næste års maksimumudbredelse i marts. 

Udbredelsen i år ligger langt under gennemsnittet for de seneste 40 år, hvor man har målt med satellit. Niveauet i år ligner meget sidste års udbredelse. Der er dog stadig mere is end f.eks. i 2012, som stadig står som minimumsrekord.