Trods halvtrist august - Sommeren 2018 er nu den solrigeste i dansk vejrhistorie
Fredag kort før solnedgang tikkede sommerens solskinstime no. 771 ind i DMI's store database. Dermed sætter årstiden rekord.
Drevet af en flot juni og en rekordsolrig juli - og på trods af en lidt halvtrist august - har 2018 nu slået den 71 år gamle solrekord for en dansk sommer.
"Det samlede antal solskinstimer for sommeren 2018 passerede fredag aftenen lige før solnedgang 771. Det gør årets sommer til den mest solrige, DMI har registreret", siger klimatolog Mikael Scharling, der løbende har skævet til tallene.
Den tidligere rekord blev sat helt tilbage i 1947 og lød på 770 timer.
Mikael Scharling forventer, at der løber yderligere timer på kontoen i den sidste uge af august, så den nye solrekord for den danske sommer ender på omkring 790 timer.
2018 stræber højt
Ud over sommerens nye rekord endte også både maj og juli rekordsolrige. Dermed er året 2018 også på vej mod et meget højt samlet antal soltimer.
"Hvis vi tæller soltimerne sammen frem til nu og lægger nogle helt normale måneder oveni frem til nytår, så slår 2018 også 1947 af pinden som det solrigeste år. Rekorden fra dengang lyder på 1878 timer, og den er så absolut inden for rækkevidde", siger han.
Regnestykket kan dog hurtigt ødelægges, hvis september bliver solfattig. Fordi Solen er længst tid på himlen i sommerhalvåret, kan det skabe et efterslæb, de mere mørke efterårsmåneder ikke kan indhente. Omvendt kan en solrig september så godt som cementere rekorden alene.
De landsdækkende solskinsmålinger startede i 1920.
Af Niels Hansen
25. august 2018