4.583.125 km2 – så lille blev havisen i år
Den 17. september nåede den arktiske havis sin årlige minimums-udbredelse. Nu er det præcise tal blevet verificeret: 4.583.125 km2 skulle vi ned på, før ismassen igen begyndte at tage på. Det placerer 2019 på en delt andenplads over mindste arealudbredelse ved et minimum.
Andenpladsen deles med 2007 og 2016, mens 2012 stadig står på toppen af podiet som det år, hvor havisudbredelsen ved vendepunktet var allermindst, siden målingerne begyndte i 1979.
Ca. 4,5 million km2 er et stort tal at forholde sig til, men til sammenligning kan det siges, at Danmarks landsareal er på ca. 43.000 km2 eller omkring 100 gange mindre.
Med september omme kan vi konstatere, at månedsgennemsnittet støtter op om tendensen med den lave ismængde, da 2019 landede på en 3. plads over laveste september-månedsmidler målt.
Havisens sæson
Havisens areal bliver målt nøje med satellitter. Nogle områder passeres af satellitter mere end 8 gange i døgnet.
I de kolde vintermåneder bliver havisen omkring Arktis tykkere og breder sig mere og mere. Som temperaturerne varmer op med sommerens komme, skrumper isen ind igen. Når smeltesæsonen er på sit højeste, ryger der helt op til to gange Danmarks areal om dagen. Når temperaturene igen daler, begynder isen atter at vokse sig større. Lige inden dette vendepunkt indtræffer, er havisen dermed på sit årlige minimumsniveau. Havisens årlige minimumsniveau siger en hel del om, hvordan det går med vores klima.
Afsmeltningen er normalt højest i juli og begynder at aftage i slutningen af august. Det, der gjorde 2012 speciel var, at afsmeltningen fortsatte med at være høj langt ind i august på grund af et kraftigt lavtryk i det centrale Arktis.
Et varmt opløb
Det kan være svært på forhånd at sige præcis, hvornår minimummet indtræffer og kurven dermed knækker. I år har havisen haft en relativt lav udbredelse meget af tiden og lå endda under 2012-niveauet i april og i løbet af juli. Starten af juli var varm i Arktis, og smeltesæsonen begyndte en uge tidligere end normalt i Nordpolsområdet. I nogle områder langs iskanten brød isen op en måned tidligere end den plejer.
”Indtil midten af august var smelteraterne sammenlignelige med 2012. Det så derfor ikke godt ud for isen i Arktis, men tempoet af afsmeltningen faldt i midten af august, primært fordi vinde spredte isen.
De områder, hvor havisen forsvandt tidligt, blev opvarmet af solen sådan, at vandet var 3- 4 grader varmere end normalt. Blandt andet i Baffin Bugten på den Grønlandske vestkyst, Laptevhavet og Karahavet nord for Sibirien og i Beauforthavet,” forklarer isforsker ved DMI, Rasmus Tage Tonboe
Den høje vandtemperatur smelter stadig mere is fra bunden og kommer til at hæmme opfrysningen, der nu så småt er startet i det centrale Arktis.
Kanariefuglen i minen
Arktis kan betragtes som kanariefuglen i minen. Når det begynder at gå skidt her, er det et spørgsmål om relativt kort tid, før resten af kloden også har alvorlige problemer.
Det interessante er ikke præcis hvilken dato, vendepunktet indtræffer. Den vigtige detalje er, hvor lille havisarealet er, før det igen begynder at vokse. Og tendensen er klar – de sidste 13 år har været de år, hvor isens udbredelse ved minimum har været mindst. Det er det, der foruroliger Rasmus Tage Tonboe mest. At vi år efter år ser is-minimum i den lave ende af skalaen.
Der er en tydelig sammenhæng mellemmængden af udledt CO2 og havisens krympning. IPCC, som er FN’s klimapanel, fastslår, at vi kan have isfrie somre i Arktis allerede i år 2050.
På grund af isens kortere levetid, er de ældste stykker af den ikke lige så gamle som førhen. De dage, hvor isen nogle steder kunne være op til 10 år gammel er forbi, og den højeste anciennitet, man finder nu, løber kun op i 2-3 år.
En selvforstærkende effekt
Det, vi ser lige nu, er en selvforstærkende proces, hvor afsmeltningen giver endnu mere afsmeltning. Når isen begynder at smelte og forsvinder, bliver varmen fra solen optaget i vandet eller isen i stedet for at solens stråler blive reflekteret tilbage. Den ekstra solvarme bliver brugt til mere afsmeltning.
”Den type af selvforstærkende processer i Arktis gør, at globale temperaturstigninger bliver forstærket i Arktis med en faktor 2 eller mere, og det er blandt andet derfor, at de klimaforandringer, der foregår lige nu, rammer Arktis særligt hårdt,” afrunder Rasmus Tage Tonboe.
Af Rasmus Tage Tonboe og Lærke Krogaard Hansen
9. oktober 2019
