Blæsende og vådt – senere blæsende og måske hvidt
Fredagens blæsevejr er bare én perle på snoren ud af flere. Danmark ligger nemlig i disse dage midt på lavtrykkenes motorvej, og det giver masser af regn og blæst både i dag, i weekenden og i næste uge.
I den vestlige del af Jylland og måske også mod øst omkring Østjylland, Nordsjælland og Bornholm, kan vinden i dag nå op omkring stormende kuling fra nordvest og vindstød op til stærk storm, 30 m/s.
Dagens blæsevejr når næsten ikke at slippe sit tag i Danmark før end det næste trælse lavtryk triller ind og giver os endnu en våd og meget blæsende lørdag – igen med risiko for kraftige vindstød som ved den jyske vestkyst kan nå stormstyrke.
Følg med i landsudsigten for flere detaljer.
Marts måned er kendt for at kunne byde på alt fra stærk kulde til lunt forår, men ifølge klimatolog Mikael Scharling er det bestemt ikke hverdagskost med så kraftige vinde på denne tid af året. Siden 2011 har vi i marts blot haft syv dage med vindstød af stærk storm (>28,4 m/s) og af dem var der kun én, der var af orkanstyrke (>32,6 m/s).
Vagtchef Niels Thyge Rasmussen er enig ”I næste uger bliver det anelse køligere. Det er som sådan ikke unormalt for marts måned, men vindstød oppe omkring stormstyrke, som vi både kan få at føle i dag, og måske også i morgen – dét ser vi ikke så tit i marts måned.”
Måske slud på vej til landet
Så lige nu er der ikke mange tegn på lækkert forårsvejr.
Lavtryk og fronter vælter ind over landet fra vest, og i næste uge tyder alt på, at det ustadige forårsvejr fortsætter – og endda med koldere takter og tendens til at nedbøren mange steder kan slå over i slud eller tøsne.
Ind imellem vil der også være mulighed for et par solstrejf, men de bliver ikke hængende ret længe ad gangen.
Af Herdis Preil Damberg
8. marts 2019.