Det blev til en snes sne

Weekendvejret var en broget affære med flere forskellige nedbørtyper i spil over Danmark. I Nordjylland var vintervejret i topform og det gav op til 21 centimeter snedybt kælkevejr, mens vejret i resten af landet efterhånden mest kaldte på gummistøvler. 

Før vi gik ind i weekenden var der stor spænding om vejrudviklingen. Fronter og lavtryk havde kurs mod Danmark og prognoserne gabte over alt fra snestorm til slagregn. Og der blev faktisk plads til lidt af hvert, i hvert fald når vi taler nedbørformer. I weekenden blev der således observeret isslag, regn, slud og sne.

Snevejr over Danmark – mest i Nordjylland

Danmark vågnede op til et fint lag sne, der dækkede stort set hele landet lørdag d. 26. januar kl. 8.

Det sneglade folkefærd fik dog travlt på kælkebakkerne, da varmen slog igennem fra sydvest allerede samme morgen. I løbet af dagen svandt sneen ind og blev gradvist erstattet af regnvejr, der en overgang gik over i isslag. Der var derfor mange flere forskellige nedbørtyper i spil over Danmark på samme tid.

Kun i den nordlige del af Jylland, hvor middeltemperaturen gennem weekenden lå under nul grader, holdt snevejret og sneen stand.

I morges blev der som det højeste denne vinter målt en snedybde på 21 centimeter sne i Hjørring kommune. Sammenlignet med de tidligere 9 år, er det i den lave ende. 

Af Mikael Scharling
Redigeret af 
Anja Fonseca
28. januar 2019

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle